Gianni Infantino har oplevet værre uger. I løbet af blot en uge gik Fifa-præsidenten fra at præsentere det, han troede var en genial løsning på forbundets økonomiske udfordringer, til at stå helt alene med en undskyldning og en droppet plan.
Det hele startede den 28. juli, da Fifa offentliggjorde idéen om Fifa Forward Enterprise – et kommercielt selskab, der skulle sælge andele af forbundets turneringer til private investorer. Tanken var enkel: få penge ind i kassen ved at åbne døren for private kapital.
Reaktionen var øjeblikkelig og brutal. Uefa, Det Europæiske Fodboldforbund, kaldte det uacceptabelt. DBU-formand Jesper Møller var lige så direkte: “Det er helt udelukket at tiltræde en aftale af den her karakter, hvor vi inviterer private investorer ind i hjertet af Fifa.”
Dagen efter mødte Uefa sine medlemslande og blev enig om at true med boykot af samtlige Fifa-turneringer. Det var ikke tomt snak. Uefa mente, at Infantino havde brudt det løfte om gennemsigtighed, han havde givet, da han blev valgt.
Inden længe tilsluttede andre kontinenter sig kritikken. Det Nordamerikanske Fodboldforbund (Concacaf), Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) – alle var enige: dette kunne ikke accepteres. Selv inden for Fifas eget apparat begyndte det at knibe. Carlos Cordeiro, seniorrådgiver for Infantino, sagde op i protest.
Men det værste var måske, at politikere verden over begyndte at blande sig. EU’s sportskommissær Glenn Micallef kritiserede planerne. Storbritanniens premierminister Andy Burnham gjorde det samme. Infantino stod pludselig ikke bare over for modstand fra fodboldverdenen – han stod over for international politisk kritik.
Den 1. august gav Infantino op. Fifa droppede planerne. Begrundelsen var, at projektet havde skabt “for stor splittelse”. Men det løste ikke problemet. Tværtimod blev det klart, at tilliden til Infantino var væk.
Sverige og Wales trak officielt deres støtte til hans genvalg. Concacaf krævede en “grundig granskning” af hans ledelse. Og fra Jordans fodboldforbund kom anklagen om direkte afpresning – at Infantino havde brugt løfter om investeringspenge som pres på landene.
Internt i Fifa var stemningen lige så mørk. Generalsekretær Mattias Grafström skrev i en lækket intern besked til ansatte, at han så “et trist forløb” i hele sagen. Han kaldte begivenhederne “kritisable” og “svære at forstå og acceptere”.
Da Infantino indkaldte til krisemøde i Rabat den 4. august, var det tegn på desperation. Og mødet blev ikke mindre dramatisk. Flere af Fifas vigtigste personer nægtede at møde op. Arsène Wenger, udviklingschef, var ikke der. Fodbolddirektørerne Jill Ellis og Sarai Bareman var heller ikke mødt. Kevin Lamour, driftsdirektør, blev ikke engang inviteret – og kritiserede Infantino offentligt.
Den 5. august kom Infantinos første offentlige undskyldning. Han erkendede, at der blev begået fejl. Men for mange var det for lidt, for sent. DBU-formand Jesper Møller var klar i sin vurdering: Infantino burde snart være fortid som Fifa-præsident.
Det, der startede som et kommercielt projekt, blev til en krise for Infantinos ledelse. Og det vigtigste spørgsmål er ikke længere, om planerne var gode eller dårlige. Det er, om Infantino kan overleve som præsident, når både kontinenterne, hans egne medarbejdere og verden omkring ham har mistet tilliden til ham.