Verden havde måske ikke brug for endnu en ‘Carrie’, men Mike Flanagan har bevist, at der var alligevel plads til én. Stephen Kings debutroman fra 1974 er blevet filmatiseret mange gange, og Brian De Palmas blodindsmurte 1976-version står stadig som en af horrorhistoriens helt store klassikere. Men i stedet for blot at gengive historien har gysermesteren bag ‘The Haunting of Hill House’ og ‘Midnight Mass’ udnyttet hele otte timer til at skrue historien op til nutidig kontekst – og det ændrer alt.
Carrie White (Summer H. Howell) er vokset op fuldkommen afskåret fra omverdenen. Hun har aldrig brugt en computer, forstår ikke moderne slang, og efter sin fars død begynder hun i en ny skole. Fra dag ét møder hun en verden, der er både mere og mindre tryg end moderens religiøst fanatiske univers. Hun skal gennem en metaldetektor og panikker under en øvelse i, hvad eleverne skal gøre under et skoleskyderi.
Carries mor Margaret (Samantha Sloyan) har sine egne idéer om normalitet, men serien er skarp til ikke bare at lade skolen repræsentere den sunde verden udenfor. Her trænes børn trods alt i at gemme sig for skoleskydere, filmer hinandens sammenbrud og ydmyger kollektivt en klassekammerat uden nogensinde at tage ansvar for det. Carrie bevæger sig derfor ikke fra syg verden til normal verden – hun bevæger sig mellem to forskellige systemer, der begge forsøger at fortælle hende, hvordan hun skal være.
Mobning i digitalt tidsalder
Det bliver særlig effektivt i seriens modernisering af den ikoniske omklædningsrumsscene. Carrie får sin første menstruation uden at vide, hvad menstruation er, tror hun skal dø, og ender sjaskvåd og blodig på gulvet, mens klassekammeraterne kaster tamponer efter hende. Men i 2026 stopper ydmygelsen selvfølgelig ikke, når pigerne forlader omklædningsrummet. En anonym Instagram-profil ved navn Carrie Red gør hendes ydmygelse til indhold og udvikler sig siden til hele skolens digitale gabestok.
Det stiller det centrale spørgsmål: hvem er egentlig mobberen, når hundredvis af mennesker ser, liker, deler og bidrager, men ingen enkeltperson behøver opleve sig selv som ansvarlig? Her bliver seriens teenagere langt mere komplicerede end en flok onde highschool-elever. De kan være mobbere, medløbere og ofre på én og samme tid.
Især figuren Sue (Siana Agudong) bliver afgørende. Hun deltager i Carries ydmygelse, men gradvist begynder at forstå sit eget ansvar. Hendes udvikling føles aldrig som et manuskript, der har udpeget hende til historiens moralske kompas – hun er stadig teenager, stadig påvirkelig og stadig i stand til at fucke op, men har hjertet på rette sted og forsøger efterfølgende at handle derefter.
Ungdom og uhygge
Det gør, at ‘Carrie’ bliver fremragende som ungdomsserie. Da Carrie kommer til sin første fest, drikker, danser, taler med den gådefulde outsider Emaline (Thalia Dudek) og kigger på stjerner med Tommy (Joel Oulette), mærker man den ungdom, hun er blevet holdt udenfor. For en stund får hun lov til bare at være en lidt akavet teenager, og man bliver oprigtigt investeret i, at det måske kunne gå hende godt. Hvilket selvfølgelig er en elendig strategi, når man ser ‘Carrie’.
Summer H. Howell er perfekt castet til hovedrollen. Hendes blik kan bevæge sig fra barnlig forvirring til noget dybt foruroligende, mens Flanagan leger med både hendes og vores virkelighedsopfattelse, efterhånden som de telekinetiske kræfter tager fart.
Flanagan har en særlig evne til at gøre hverdagen uhyggelig uden at proppe den med paranomale hændelser eller spøgelser. Støv, efterårslys, tomme rum og små forskydninger i virkeligheden får den velkendte Stephen King-forstad til at føles forkert, længe før noget åbenlyst overnaturligt sker. Samtidig bruger han ikke smartphones, Instagram og skoleskyderier som moderne pynt på en gammel fortælling – de nye elementer ændrer selve mekanismerne i den.
En ubehageligt aktuel klassiker
For det mest skræmmende ved ‘Carrie’ har aldrig været, at Carrie kan flytte ting med tankerne. Det skræmmende er, hvor mange helt almindelige mennesker der skal til for at skubbe hende derud, hvor hun rent faktisk gør det. Flanagan har ikke ændret på denne kerneidé. Han har bare fundet en verden, hvor det er blevet endnu lettere at være medløber uden at føle sig ansvarlig.
Den nye ‘Carrie’-serie er en sjældent vellykket modernisering, hvor sociale medier, skoleskyderier og komplekse teenagere gør den gamle fortælling om mobbing ubehageligt aktuel – uden at ofre den snigende uhygge, der gjorde ‘Carrie’ udødelig. Serien har premiere 7. oktober på Prime Video med otte afsnit à cirka 50 minutter hver.