For det store flertal af israelere er moderne historie delt i to: tiden før og efter 7. oktober 2023. I de tre år siden angrebene fra Hamas og palæstinensiske militser har israelsk samfund gennemgået fundamentale forandringer, der langt overstiger det blot militære.
Daniel Bar-Tal, politisk psykolog ved Tel Aviv Universitet, forklarer, at 7. oktober sprængte myten om israelske militærstyrkes ufejlbarlighed. Før angrebet var selvtilliden udbredt – den israelske militær og teknologi blev betragtet som uovervindelig. Det ændrede sig momentant, da Hamas og andre grupper brød ind i Israel, dræbte cirka 1.200 mennesker og kidnappede omkring 250 andre.
“Det forstyrrede alt enormt. Det er en krise, der ikke forlader befolkningen,” sagde Bar-Tal til Al Jazeera. Mange israelere var chokerede over, at premierminister Benjamin Netanyahu muligvis havde forudgående intelligence om Hamas’ planer – en erkendelse, der rystede tilliden til regeringen.
Politisk udnyttelse af frygt
Men den egentlige transformation ligger ikke i militær svaghed alene. Politiske kræfter har systematisk udnyttet frygten og traumas til at forfølge egen dagsorden, og det har åbnet døren for ekstremeisme.
Yehouda Shenhav-Shahrabani, israelsk sociolog, udtrykte det klart: “Der er uden tvivl mange israelere, som blev grebet af ægte frygt efter 7. oktober, men det er også uden tvivl, at politiske kræfter har udnyttet denne frygt til at udslette næsten alle resultater opnået gennem årene inden for jødisk-palæstinensiske relationer.”
Meningsmålinger dokumenterer en dramtisk højredrejning. I en undersøgelse fra maj 2025 fra Penn State-forsker Tamir Sorek svarede et overvældende flertal, at de støttede deportation af Gazas beboere. En betydelig minoritet bakker endda op om “massemordet” på alle indbyggere i erobrede byer – som de antikke israelitter gjorde ved Jeriko.
Samtidig støtter et stort antal israelere stadig henrettelse af palæstinensiske fanger anklaget for “terrorisme” og den fortsat illegale udvidelse af bosættelser på Vestbredden.
Ekstremeisme bliver mainstream
Tidligere forsvarsminister Yoav Gallant karakteriserede palæstinensere i Gaza som “menneskelige dyr”, mens national sikkerhedminister Itamar Ben-Gvir pralede med at have udleveret tusindvis af regeringsgevær til bosættergrupper – grupper kendt for dødelige pogromekspeditioner mod palæstinensiske byer.
“Det messianske og racistiske højre har grebct katastrofen ikke blot til at retfærdiggøre eksisterende positioner, men til at flytte grænserne for, hvad der kan siges og gøres i israelsk politik,” erkendte Shenhav-Shahrabani.
Han understreger vigtig nuance: 7. oktober skabte ikke det israelsk højre. Men det normaliserede positioner, der tidligere blev betragtet som ekstreme. “Frygt er utvivlsomt en vigtig faktor i denne transformation. Men frygt alene forklarer det ikke. Frygt bliver også politisk mobiliseret,” sagde han.
Systemisk vold eskalerer
Antipalæstinensiske syn stammer ikke fra 7. oktober. Volden går tilbage til Israels grundlæggelse i 1948, da omkring 750.000 palæstinensere blev tvangsfritstillet, og palæstinensiske landsbyer blev slettet fra kort. I årtierne efter har internationale organer og menneskerettighedsgrupper stadig oftere beskrevet israelsk styre over palæstinensere som apartheid.
Efter 7. oktober dokumenterer B’Tselem – en israelsk menneskerettighedsorganisation – en eksplosion i vold på Vestbredden: 1.107 palæstinensere dræbt som del af hvad organisationen kalder “et enkelt politisk projekt” mellem israelsk militær og bosættere, som tilsyneladende sigter mod at fortrænge lokalbefolkningen.
“7. oktober tillod processer, der allerede var i gang, at få momentum og eskalere,” forklarede Yair Dvir fra B’Tselem til Al Jazeera. “Infrastrukturen for apartheid, undertrykkelse og kontrol over palæstinensere blev mere voldelig, mens den større bane mod udslukkelse af palæstinensisk kollektiv eksistens blev klarere og mere normaliseret – gennem folkedrab i Gaza, etnisk rensning og nedmontering af palæstinensisk samfund på Vestbredden, og intensiveringen af diskrimination og dehumanisering mod palæstinensiske borgere i Israel.”
Tre år efter oktober-angrebene er konsekvenserne derfor ikke blot territoriale eller militære. De er samfundsmæssige. En hel nation er blevet omformet af kollektiv trauma – og af politiske kræfter, der har udnyttet denne trauma til at normalisere det, som tidligere var utænkeligt.