Mette Frederiksen har åbnet døren for en ændring af politiets praksis omkring offentliggørelse af gerningsmænds etnicitet. På et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde svarede statsministeren uden betænkningstid ‘ja’ til spørgsmålet om, hvorvidt det er relevant, at offentligheden får kendskab til gerningsmænds etniske baggrund.
»Det (etniciteten, red.) fremgår ganske ofte af sig selv. Kan vi gøre mere for det, det vil jeg da gerne kigge på,« sagde Frederiksen og pegede på, at debatten om kriminalitet og herkomst er vigtig for Danmark. »Det er en del af den diskussion, vi bliver nødt til at have som danskere, hvem det er, der begår kriminaliteten i vores land,« lød det fra statsministeren.
Hun fremhævede også problematikken med knivstikkeriet i Roskilde for knap to uger siden, hvor en 16-årig dreng blev dræbt på en gymnasiefest. »Det er så langt ude, at de unge mennesker skal opleve, at man ikke engang kan gå til en gymnasiefest uden, at der er et knivstikkeri,« sagde Frederiksen.
Dansk Folkeparti ser mulighed for handling
Udlændingeordføren Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti tager nu statsministeren på ordet. Partiet ønsker, at regeringen ændrer Rigspolitiets retningslinjer, så politiet i højere grad offentliggør mistænktes etniske herkomst i deres kommunikation med offentligheden.
»Lad os få det frem i lyset. Vi skal have et så præcist billede som muligt af den virkelighed, der udspiller sig, og der skal politiet være så præcise i deres signalement af gerningsmænd, så danskerne kan danne sig et overblik over, hvem det er, der begår kriminaliteten,« siger Mikkel Bjørn. Han understreger, at det handler om tillid til politiet og retssystemet.
»Vi har tidligere lagt et beslutningsforslag frem om, at Rigspolitiets retningslinjer på området skal lempes. Så jeg vil tage en snak med min retsordfører om ikke vi skal gøre det igen,« tilføjer han.
Eksperter: Det er lovligt
Spørgsmålet om etnicitets rolle i politiets kommunikation er ikke nyt. Som B.T. tidligere har afdækket, har juridiske eksperter fastslået, at politiet som udgangspunkt godt kan beskrive en mistænkt som værende af »anden etnisk herkomst« uden at overtræde GDPR-reglerne. Alligevel nægtede flere politikredse på B.T.s forespørgsel at oplyse om etniciteten – en praksis, der skyldes Rigspolitiets retningslinjer.
Knivstikkeriet i Roskilde fik debatten op på ny. Forskellige medier valgte forskelligt: mens B.T. valgte at nævne både offerets og gerningsmandes etniske herkomst efter grundlovsforhøret, undlod andre medier som DR det.
Kræver ensartede regler for alle
Mikkel Bjørn understreger, at eventuelle nye retningslinjer skal gælde alle – også når gerningsmanden er af etnisk dansk herkomst. »Retningslinjerne skal gælde for alle,« siger han, og påpeger, at det er vigtigt med et nuanceret billede af kriminaliteten.
Statsministeren var på pressemødet også klar i munden om omfanget af problemet. »Der er en kraftig overrepræsentation af unge mænd med rødder i Mellemøsten og nogle steder i Afrika, som begår alt for meget kriminalitet i Europa og Danmark,« sagde Frederiksen.
Med statsministerens tilslutning til debatten bliver spørgsmålet nu, om regeringen vil følge op med konkrete ændringer af Rigspolitiets retningslinjer – og hvornår en sådan proces kan være på plads.
