Det er svært at modstå Christiansborgs magnetfelt. Selvom politikerne elsker at tale om lokal forankring og vigtigheden af et Danmark i balance, fortæller tallene en anden historie. Når først mandatet er i hus, rykker bopælsadressen nemlig hurtigt mod København for mange af landets folkevalgte.
En gennemgang af de 175 danske folketingsmedlemmer viser, at omkring 29 procent – svarende til knap hver tredje – enten er flyttet fra deres storkreds eller bor et helt andet sted, end der hvor de har fået deres stemmer. Og tendensen er klar: Strømmen går fra provinsen og direkte mod København og omegn.
Risiko for tabt forståelse
Den massive centralisering af magten bekymrer eksperterne. Valgforsker Roger Buch peger på, at det ikke kun er politikerne, der klumper sig sammen i hovedstaden. Det samme gør de tungeste embedsfolk og de store organisationer som KL og Danske Regioner. Det kan få stor betydning for, hvordan Danmark udvikler sig som helhed.
“Når folk i alle de strategiske og centrale lag bor i København, er det måske ikke så mærkeligt, at arbejdspladser og udvikling lander i hovedstadsområdet, mens de mere tyndt befolkede områder sakker bagud,” siger han.
Når hverdagen for beslutningstagerne udspiller sig i de samme københavnske brokvarterer eller forstæder, risikerer politikerne at miste følingen med livet i provinsen. Forståelsen for alt fra manglende busser til langt til lægen og uddannelse kan langsomt fordampe, når man ikke selv står i det til daglig.
Røde partier fører an i flyttebølgen
Opgørelsen viser en markant forskel på tværs af de politiske fløje. Det er i høj grad politikerne fra de røde partier, der søger mod hovedstaden. Faktisk ligger de fem partier i rød blok alle i toppen af listen over medlemmer, der har forladt deres valgkreds. Ifølge Roger Buch er der en historisk forklaring, da partier som Socialdemokratiet traditionelt har haft deres rødder i byernes arbejderklasse.
I den anden ende af skalaen finder man Venstre og især Danmarksdemokraterne. Her er politikerne i langt højere grad forankret i de lokalområder, hvor de er valgt. Det er en markant forskel – især når man ser på arbejdspresset. Selvom Venstre har flere ministre med ekstremt lange arbejdsuger, vælger mange af dem alligevel at beholde deres bopæl i provinsen.
Det socialdemokratiske paradoks
Særligt Socialdemokratiets placering i opgørelsen springer i øjnene. Partiet har i det seneste årti profileret sig kraftigt på at skabe et Danmark i balance og har talt varmt for at flytte statslige arbejdspladser ud af København. Alligevel bor over hver tredje socialdemokratiske politiker ikke i den storkreds, de repræsenterer.
Hos SF er billedet endnu mere udtalt. Her er knap hver anden politiker flyttet fra deres storkreds. For Roger Buch ligner det en klar modstrid mellem den politiske retorik og den personlige praksis.
“Det er selvfølgelig paradoksalt, at det så er et af de partier, der har allerflest politikere, som ikke bor der, hvor de er valgt,” siger han.
En naturlig tendens eller et demokratisk problem?
Der er intet lovkrav om, at en kandidat skal bo i sin valgkreds, men debatten om kløften mellem land og by har gjort emnet brandvarmt. For mange topprofiler, ministre og partiledere er flytningen dog ofte en praktisk nødvendighed. Med en arbejdsuge på 70-80 timer er det svært at få hverdagen til at hænge sammen, hvis man skal pendle til eksempelvis Vestjylland eller Nordjylland hver dag.
I sidste ende er det dog vælgerne, der har det sidste ord. Hvis en politiker kan opnå genvalg gang på gang, selvom vedkommende er flyttet til København, kan det ses som en accept fra vælgernes side. Mange lokale partiforeninger indgår også aftaler med deres kandidater om, at de skal være synlige i kredsen og møde op til lokale arrangementer, selvom deres faste bopæl er rykket tættere på Christiansborg.