Den nye regering mellem Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre er nu formelt i gang. Regeringsgrundlaget er lagt frem, ministerposterne er fordelt, og samarbejdet er skudt i gang. Men bag de 76 sider med nye politiske mål gemmer der sig også en anden historie. En række centrale valgløfter kom ikke med i aftalen.
En gennemgang fra TjekDet viser, at alle fire regeringspartier har måttet give slip på mærkesager, som ellers fyldte meget i valgkampen. Det gælder blandt andet på skoleområdet, i skattepolitikken, i udlændingepolitikken og i uddannelsesdebatten.
For vælgerne betyder det, at flere af de forslag, partierne gik til valg på, enten er helt væk fra regeringsgrundlaget eller kun optræder i en langt blødere udgave.
Socialdemokratiet måtte skære i egne forslag
Hos Socialdemokratiet er flere profilerede udspil ikke nævnt i regeringens fælles plan. Et af de mest omtalte forslag i valgkampen var idéen om en såkaldt lilleskole, hvor de mindste klasser skulle have et loft på 14 elever. Det forslag står ikke i regeringsgrundlaget.
Det samme gælder ønsket om en formueskat på store formuer. Forslaget var en del af partiets politiske udspil, men blev ikke en del af den nye regerings fælles kurs.
Også Socialdemokratiets grænsepakke er væk fra aftaleteksten. Her havde partiet foreslået, at Danmark ved en ny flygtningekrise skulle kunne lukke grænsen effektivt med blandt andet forsvar og droner.
Dermed blev flere af partiets tydelige valgkampsmarkører ofret i forhandlingerne om regeringsmagten.
SF fik heller ikke sine store mærkesager med
SF står i samme situation. Partiet gik til valg på en række markante krav, men flere af dem er ikke skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget.
Det gælder blandt andet ønsket om en formueskat, længere barsel og genindførelse af det sjette SU-år. Også partiets forslag om et klasseloft på 24 elever er fraværende i den fælles regeringsaftale.
For SF betyder det, at flere af de forslag, der skulle markere partiets sociale og uddannelsespolitiske profil, ikke blev en del af den endelige aftale mellem de fire partier.
Det understreger samtidig, hvor store kompromiser der ofte følger med, når flere partier med forskellige prioriteter skal samles om ét regeringsgrundlag.
Moderaterne måtte ændre kurs om store bededag
Hos Moderaterne er det især spørgsmålet om store bededag, der skiller sig ud. Partiet har flere gange afvist, at helligdagen skulle genindføres. Alligevel lægger den nye regering op til, at store bededag igen skal være fridag fra 2030, hvis den tabte beskæftigelse kan findes andre steder.
Det er en markant bevægelse i forhold til partiets tidligere linje og et tydeligt eksempel på, at regeringsforhandlingerne har krævet indrømmelser fra alle sider.
Selv om formuleringen er betinget, viser den, at Moderaterne ikke fik deres holdning igennem uændret.
Radikale fik kun dele af ambitionerne med
Radikale Venstre måtte også se flere centrale krav glide ud af den endelige aftale. Partiet gik til valg på at bevare både 10. klasse og HF, sænke adgangskravet til gymnasiet og oprette 10.000 flere studiepladser.
Dertil kom ønsket om at genindføre det sjette SU-år og et forbud mod trawl i danske farvande. Heller ikke de forslag står som klare løfter i regeringsgrundlaget.
I stedet er flere af ambitionerne erstattet af mere forsigtige formuleringer og mindre vidtgående initiativer. Det peger på, at Radikale Venstre har fået mindre gennemslag på nogle af de områder, hvor partiet ellers har forsøgt at sætte en tydelig profil.
Kompromiset er en del af prisen
At mærkesager forsvinder i regeringsforhandlinger, er ikke usædvanligt, men omfanget viser, hvor meget de fire partier har måttet bøje sig for at nå frem til en fælles aftale.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, peger netop på kompromiset som forklaring: “Og så er det vigtigt at huske på, at et regeringsgrundlag ikke er en udtømmende liste over alt, regeringen kommer til at lave i hele valgperioden.”
Den bemærkning åbner for, at nogle af de droppede forslag kan vende tilbage senere i valgperioden. Men lige nu er de ikke en del af regeringens fælles projekt.
Det ændrer ikke ved hovedpointen: Vejen til regeringskontorerne krævede politiske ofre. For Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre blev regeringsmagten ikke kun et spørgsmål om indflydelse, men også om at lægge egne løfter til side for at holde sammen på flertallet.
For vælgerne bliver det derfor et centralt spørgsmål i den kommende tid, hvilke løfter regeringen faktisk fører ud i livet – og hvilke der ender som forslag, der blev efterladt i forhandlingslokalet.
Konklusionen er enkel: Den nye regering er på plads, men den fælles aftale blev kun mulig, fordi alle fire partier sagde farvel til dele af det, de gik til valg på.