Presset på SF er vokset markant den seneste uge, efter sagen om ansættelsen af en rådgiver med en fortid i partiet udviklede sig til en alvorlig politisk belastning for Pia Olsen Dyhr.
Kernen i sagen er, at en rådgiver, som tidligere blev fyret fra SF efter krænkelsessager, igen fik en rolle tæt på partiet. Det har udløst hård kritik, og ifølge erfarne tidligere rådgivere fra Statsministeriet har SF’s egen håndtering været med til at gøre forløbet værre. Det fremgår af DR’s gennemgang af sagen.
Vurderingen fra de politiske rådgivere er, at tre fejl især har været med til at puste til krisen: uklare forklaringer i den første fase, uskarp kommunikation i mødet med pressen og et uheldigt signal ved et pressemøde på Christiansborg.
Første forklaring blev hurtigt udfordret
En central del af kritikken retter sig mod de argumenter, SF lagde frem, da sagen begyndte at rulle. Pia Olsen Dyhr fremhævede blandt andet, at den pågældende rådgiver ikke var ansat i SF, men i et ministerium.
Men det forsvar holdt ikke længe i offentligheden. Kort efter kom det frem, at personen også havde arbejdet som konsulent for SF. Dermed stod skellet mellem partiet og ministeriet mindre klart, end det først blev fremstillet.
For kritikere af krisehåndteringen blev det et afgørende problem. Når en forklaring hurtigt bliver modsagt af nye oplysninger, skaber det tvivl om, hvorvidt partiet fra begyndelsen har lagt alle relevante fakta åbent frem. Og samtidig gav det sagen nyt liv i medierne, fordi fokus flyttede sig fra selve ansættelsen til troværdigheden i SF’s forklaringer.
Troværdighed er ofte det mest sårbare punkt i en politisk personalesag. Når der opstår usikkerhed om, hvem der vidste hvad, og hvornår de vidste det, bliver sagen sjældent mindre af nye forklaringer. Tværtimod kan hvert nyt svar åbne for endnu flere spørgsmål.
Kommunikationen skabte flere spørgsmål
Den anden fejl handler ifølge eksperterne om selve kommunikationen. På et tidspunkt, hvor præcision var afgørende, stod SF’s budskaber ifølge kritikerne uklart.
Flere af de svar, der blev givet undervejs, lukkede ikke sagen ned. De førte i stedet til nye spørgsmål om rådgiverens rolle, relationen til partiet og ledelsens kendskab til forløbet. Efterfølgende måtte SF sende skriftlige præciseringer ud for at forklare og nuancere det, der allerede var blevet sagt offentligt.
Det er netop den rækkefølge, der nu får kritik. Ifølge vurderingen burde partiet have sikret en skarp og fuldt afklaret linje, før ledelsen stillede sig frem. Når præciseringerne først kommer bagefter, kan det efterlade et indtryk af, at partiet løbende justerer sin forklaring i takt med presset.
DR gengiver blandt andet vurderingen af, at SF’s krisehåndtering var “som en våd nytårsraket”. Beskrivelsen rammer ifølge kritikerne et forløb, hvor partiet forsøgte at tage kontrollen, men uden at få budskabet til at stå klart og samlet.
For et parti, der normalt har haft ry for disciplineret kommunikation, gør det sagen ekstra opsigtsvækkende. Pia Olsen Dyhr har i mange år stået som en erfaren og sikker partileder, men denne sag viser, hvor hurtigt en personalesag kan udvikle sig til en bredere diskussion om dømmekraft og ledelse.
Småkager og afvisning af krise gav bagslag
Den tredje fejl knytter sig til et møde på Christiansborg, hvor der blev delt småkager ud til pressen, samtidig med at SF forsøgte at afvise, at der var tale om en egentlig krise.
Det greb bliver nu fremhævet som et eksempel på dårlig timing. I en situation, hvor sagen allerede havde udviklet sig til en alvorlig belastning, risikerede den lette stemning at stå i skarp kontrast til sagens alvor.
Symboler og signaler spiller en stor rolle i politisk kommunikation. Derfor kan selv små detaljer få stor betydning, når et parti er under pres. Hvis ledelsen forsøger at tone en sag ned, som omverdenen opfatter som alvorlig, kan det hurtigt blive læst som manglende forståelse for problemets omfang.
Det er også den samlede konklusion fra de tidligere rådgivere: SF burde have reageret hurtigere, mere konsekvent og med større klarhed. Når en medarbejder eller rådgiver risikerer at skade partiets troværdighed, bør hensynet til ledelsen og partiets samlede omdømme veje tungt.
En sjælden krise for SF-formanden
Sagen beskrives som den største krise i Pia Olsen Dyhrs tid som formand for SF. Det gør den politisk følsom, fordi den ikke kun handler om en enkelt ansættelse, men også om partiets evne til at håndtere følsomme personalesager.
Forløbet er samtidig en påmindelse om, hvor hurtigt en intern sag kan vokse, når forklaringerne ikke står entydigt fra start. I politik er det sjældent nok at have et svar. Svaret skal også være præcist, dækkende og troværdigt første gang.
Det er netop her, eksperterne mener, at SF snublede: først med et argument, der blev udfordret af nye oplysninger, dernæst med en kommunikation, som krævede efterfølgende præciseringer, og til sidst med et pressemøde, hvor signalværdien kom til at overskygge budskabet.
Konsekvensen blev, at en vanskelig sag voksede sig større, end den måske behøvede at blive. For Pia Olsen Dyhr er det et sjældent tilbageslag, men også et klart eksempel på, hvor lidt der skal til, før en personalesag bliver til en politisk hovedpine.
Kilde: DR.