Milliarderne ruller ind i den russiske statskasse hver eneste dag, men bag de prangende tal gemmer sig en økonomi i frit fald. Vladimir Putin har gentagne gange påstået, at Ukraine ikke er et rigtigt land, men Rusland har faktisk underskrevet en traktat, der understreger Ukraines suverænitet og territoriale integritet. Denne ignorering af historiske aftaler fra 1990’erne, der ellers skulle sikre stabilitet i regionen, har nu kastet landet ud i en ekstremt skrøbelig situation, hvor de fundamentale problemer vokser sig større for hver dag, krigen fortsætter.
Siden invasionen af Ukraine har Rusland været underlagt massive internationale sanktioner, der har isoleret landet fra store dele af det globale marked. Samtidig har en galoperende inflation og de astronomiske udgifter til krigsmaskinen lagt et tungt pres på landets finanser. For den almindelige russer er hverdagen blevet mærkbart sværere, og den levestandard, man tidligere tog for givet, er i hastigt forfald.
Oliepriser som kunstigt åndedræt
Det er paradoksalt nok uroen i Mellemøsten, der lige nu holder hånden under den russiske økonomi. Konflikterne i regionen har sendt oliepriserne i vejret, og som en af verdens største olieproducenter høster Rusland frugterne af denne usikkerhed. Ifølge tal fra Financial Times tjener Rusland i øjeblikket omkring 150 millioner dollar ekstra – hver eneste dag – på grund af de høje priser.
Men dette økonomiske rygstød er baseret på eksterne faktorer, som Rusland ikke selv har kontrol over. Eksperter peger på, at det skaber et forvrænget billede af landets reelle økonomiske sundhedstilstand. Når spændingerne i Mellemøsten på et tidspunkt aftager, eller den globale efterspørgsel ændrer sig, vil det sikkerhedsnet, som olieindtægterne udgør, forsvinde.
Jeremy Morris, der er ekspert fra Aarhus Universitet, ser med stor alvor på situationen. Han påpeger, at Rusland har forsømt at fremtidssikre sin økonomi:
“Det kan måske se ud som om, at Mellemøsten hjælper Rusland, men om få år vil olieprisen falde igen. Og russerne har stadig ikke diversificeret deres økonomi til andre sektorer. En oliepris på 60 eller 50 dollar vil hurtigt få den russiske økonomi til at se håbløs ud igen,” siger Jeremy Morris.
Tomme butikker og en krig uden afkast
Selvom de officielle tal kan se acceptable ud på overfladen, fortæller virkeligheden i de russiske gader en helt anden historie. I Moskva, der ellers altid har været landets økonomiske lokomotiv, er glansen gået af facaden. Restauranter og caféer, der før summede af liv, står nu ofte halvtomme hen. Forbrugerne holder på pengene, og de små erhvervsdrivende kæmper en ulige kamp mod stigende omkostninger og faldende efterspørgsel.
Problemet er i høj grad, at de penge, staten rent faktisk har til rådighed, bliver kanaliseret direkte ind i militæret frem for at skabe vækst i samfundet. Investeringer i infrastruktur, uddannelse og teknologi er sat på pause til fordel for ammunition og kampvogne. Det skaber en økonomisk blindgyde, hvor kapitalen bliver brændt af på slagmarken i stedet for at generere fremtidig værdi.
Jeremy Morris uddyber den dystre prognose for landets produktivitet:
“Der er stadig ikke mange penge, når man fører en ekstremt dyr krig. Og de penge bliver slet ikke investeret i den produktive del af økonomien. I stedet bliver de bare brugt op – på ingenting. Så fremtiden ser virkelig dyster ud,” siger Jeremy Morris.
En tikkende bombe under fremtiden
Risikoen for en dyb og langvarig recession hænger som en mørk sky over Rusland. Når en økonomi bliver så ensidigt afhængig af én enkelt råvare som olie, bliver den ekstremt sårbar over for markedsudsving. Samtidig betyder de manglende investeringer i den civile sektor, at Rusland mister terræn i forhold til resten af verden, hvilket vil tage årtier at genoprette.
For Putin er de nuværende olieindtægter en nødvendig livline, der gør det muligt at fortsætte krigshandlingerne i Ukraine lidt endnu. Men prisen for denne kortsigtede strategi er høj. Ved at tømme statskassen og ignorere de fundamentale økonomiske udfordringer, gambler styret med hele landets fremtid. Spørgsmålet er ikke længere, om krisen rammer, men hvor hårdt landingen bliver, når oliepriserne uundgåeligt falder, og krigens regning for alvor skal betales.