Ved første øjekast ligner det russiske politiske landskab noget, vi kender fra de vestlige demokratier. Der er valg, en forfatning og forskellige politiske embeder. Men under overfladen gemmer der sig en virkelighed, som minder mere om fortidens enevældige hoffer end om et moderne folkestyre.
Autoritære regimer har det med at suge al magt ind mod midten, indtil den lander hos én enkelt person. I Ruslands tilfælde er det ikke sket ved et tilfælde. Det er resultatet af en nøje planlagt strategi. Eksperter advarer nu om, at Vladimir Putin har formået at skabe det, de kalder et “konstitutionelt monarki”.
Skyggen fra fortiden
Hvis man vil forstå, hvordan Putin er nået dertil, skal man kigge tilbage i historien – helt præcis mod den kolde krigs efterretningstjenester. I programmet History hos det polske medie WP (Wirtualna Polska) satte eksperten Zbigniew Parafianowicz ord på manden, der fungerer som den åndelige arkitekt bag Putins styreform: Den tidligere KGB-chef Jurij Andropov.
Andropov er ikke bare en historisk fodnote. Han er selve fundamentet for den nuværende russiske leders selvforståelse og karriere. Parafianowicz forklarer sammenhængen sådan her:
“Andropov er Putins alter ego. Han repræsenterer Putins vej til toppen. Han var manden, der forlod efterretningstjenesten, overtog partiet og derefter staten – præcis som Putin. Han kom fra teknokratiet og efterretningstjenesten,” lød det fra Parafianowicz.
Baggrunden i efterretningsverdenen har givet Putin en helt særlig værktøjskasse. I stedet for at kæmpe sig op gennem de traditionelle politiske partier, har han brugt sikkerhedsapparatets netværk til at infiltrere og styre statens institutioner. Det er en magtovertagelse, der er sket indefra. Lydløst og metodisk.
Systemet bag masken
Det mest opsigtsvækkende ved det russiske system er evnen til at lade som om, tingene ændrer sig, mens kernen forbliver den samme. Det er her, begrebet om det “konstitutionelle monarki” for alvor bliver relevant. Det handler ikke om en konge med krone, men om en magtstruktur, der er så fasttømret, at den kan overleve, selvom de officielle poster skifter hænder.
Vi så det tydeligst i perioden, hvor Dmitrij Medvedev overtog præsidentposten, mens Putin midlertidigt blev premierminister. For omverdenen lignede det en demokratisk rotation, men i virkeligheden var det bare en brik, der blev flyttet på et skakbræt, hvor reglerne var skrevet på forhånd.
Parafianowicz uddyber taktikken i programmet:
“Idéen var at skabe et ‘konstitutionelt monarki’ … Det betyder bare, at magten kan gentages, hvis en leder træder tilbage, som Medvedev gjorde. Rollerne og funktionerne kan skifte, men statens kontrol forbliver intakt, præcis som Andropov gjorde det,” forklarede han.
En elite uden udløbsdato
Modellen sikrer, at magten bliver hos en lille, lukket elite – de såkaldte siloviki, som har rødder i sikkerhedstjenesterne. Ved at bruge forfatningen som et redskab i stedet for en begrænsning, har Putin skabt en kontinuitet, der gør det næsten umuligt for oppositionen at vinde terræn.
Hver gang lovgivningen bliver lavet om, er formålet det samme: Systemet skal overleve. Det giver et indtryk af politisk liv, men resultatet er altid det samme – kontrollen bliver hos den indre cirkel.
Iagttagere peger på, at denne styreform er en direkte arv fra sovjettidens mest effektive kontrolmetoder. Selvom Sovjetunionen faldt, overlevede metoderne i de mørke korridorer hos KGB, og i dag er de blevet finpudset til en moderne tid, hvor information og lovgivning er de vigtigste våben.
Spørgsmålet er nu, om sådan et system kan fortsætte i al evighed, eller om det “konstitutionelle monarki” til sidst knækker under presset fra interne spændinger og udlandet. Indtil videre tyder alt dog på, at Putins greb om magten er præcis så fast, som hans læremester Andropov i sin tid drømte om.