Det lignede længe en uundgåelig militær konfrontation, men nu er tonen en helt anden i Det Hvide Hus. Donald Trump, der ellers er kendt for sin kompromisløse ‘America First’-linje, har foretaget en markant kursændring over for Iran. En kovending, som flere eksperter nu kalder for en ren kapitulation.
Fra trusler til forhandlingsbordet
Spændingerne i Mellemøsten har længe ligget og ulmet omkring det strategisk vigtige Hormuzstræde. Tidligere på ugen advarede den amerikanske præsident ellers det iranske styre om, at de risikerede “fuldstændig ødelæggelse”, hvis ikke strædet blev genåbnet med det samme.
Men i stedet for missiler er det nu diplomaterne, der har overtaget scenen. USA og Iran er blevet enige om en to uger lang våbenhvile, der skal bane vejen for forhandlinger i Pakistans hovedstad, Islamabad. Og selvom en pause i krigstrommerne umiddelbart lyder som en god nyhed, vækker måden, det er sket på, både undren og hård kritik.
Ekspert: Trump står svækket tilbage
Mark Stone, der er USA-korrespondent for Sky News, er ikke i tvivl om, hvem der er kommet bedst ud af den seneste uges diplomatiske armlægning. Han vurderer, at Donald Trump i praksis har bøjet sig for presset fra Teheran, og at det har efterladt USA i en betydeligt svækket position.
Det vækker især opsigt, at Trump har accepteret en iransk 10-punktsplan som udgangspunkt for forhandlingerne. Planen er ikke bare en ønskeliste, men en omfattende kravspecifikation, der vil ændre magtbalancen i Mellemøsten fundamentalt, hvis den bliver til virkelighed.
Mark Stone vurderer, at der er tale om Irans absolutte maksimalkrav, som USA næppe kan sige ja til i deres helhed. Alligevel har signalet om, at USA overhovedet vil diskutere punkterne, sendt chokbølger gennem det diplomatiske landskab.
Irans kradse krav
Kravene fra Iran er både dristige og vidtrækkende. Styret i Teheran kræver blandt andet, at USA trækker alle sine soldater ud af baserne i Mellemøsten. Derudover kræver de, at de økonomiske sanktioner bliver ophævet fuldstændigt, og at USA betaler direkte økonomisk kompensation for de tab, sanktionerne har medført.
Sikkerhedspolitisk kræver Iran fuld kontrol over Hormuzstrædet. Til gengæld lover de at garantere fri sejlads i området og gentager deres løfte om ikke at udvikle atomvåben. For mange iagttagere ligner det dog en skæv byttehandel, hvor USA afgiver reel magt mod løfter, der før har været svære at kontrollere.
En strategisk sejr til Teheran
I Iran bliver våbenhvilen og de kommende forhandlinger allerede solgt som en stor diplomatisk triumf. Den iranske udenrigsminister har bekræftet aftalen og understreget, at man nu har åbnet for passage gennem Hormuzstrædet som en gestus. Men bag de pæne ord gemmer der sig en advarsel: Iran er klar til at reagere prompte, hvis USA ikke lever op til forventningerne ved forhandlingsbordet.
Spørgsmålet er nu, hvorfor Trump valgte at trække følehornene til sig i ellevte time. Ved at gå fra trusler om total udslettelse til at acceptere Irans dagsorden på få dage, har præsidenten skabt usikkerhed om USA’s fremtidige rolle som garant for stabilitet i regionen.
De næste to uger i Islamabad bliver afgørende. Her vil det vise sig, om våbenhvilen blot er en kort tænkepause, eller om vi er vidner til et historisk skifte i amerikansk udenrigspolitik, hvor de hårde ord er blevet erstattet af store indrømmelser.