Efter vilde rygter om Kim Jong-un: Nordkorea frigiver nye billeder af lederen

Anton Christensen
Anton Christensen21. oktober 2026
Mike Pompeo shaking hands with Kim Jong-un in an ornate room.

Foto: White House — Public domain

Nordkorea har reageret på en bølge af ubekræftede rygter ved at frigive nye billeder af leder Kim Jong-un. Ifølge New York Post og Washington Examiner blev billederne offentliggjort natten til tirsdag dansk tid gennem statsmedierne i landet.

En række vilde, spekulative og ubekræftede rygter om den nordkoreanske leder tog pludselig fart søndag. Rygterne begyndte på de sociale medier, hvor nogle brugere bemærkede, at Kim Jong-un ikke var blevet set offentligt siden den 11. oktober. Kort efter begyndte der ifølge blandt andet The Sun at florere forlydender om, at han var blevet lagt i koma efter at have lidt en hjerneblødning. Nogle hævdede også, at han var afgået ved døden – eller var tæt på. Alle påstandene har været uden dokumentation eller bekræftelse.

Billederne viser ifølge New York Post Kim Jong-un på en tøj- og skoudstilling mandag. Han ses sammen med sin datter Ju-ae, som i de seneste år hyppigt har fulgt sin far til forskellige arrangementer. På et af billederne kigger han nærmere på en lyserød sko, som datteren holder frem.

Benedict Rogers, analytiker med fokus på Nordkorea, sagde til The Sun mandag, at han forventede, at det nordkoreanske regime ville fremlægge beviser for Kim Jong-uns velbefindende. Han påpegede, at der ikke havde været tegn på landesorg – et ritual, der tidligere har været observeret, når landets øverste leder er afgået ved døden.

Ifølge Nordkoreas officielle nyhedsbureau, Korean Central News Agency, skal billederne være taget mandag – men New York Post påpeger også, at billederne ikke er blevet uafhængigt verificeret.

Dette er ikke første gang, rygter om Kim Jong-uns helbred har spredt sig. I 2020 florerede lignende spekulationer, da han lange tid ikke blev set offentligt. I slutningen af september vurderede Sydkoreas efterretningstjeneste, at den 42-årige leder vejer omkring 140 kilo og derfor er i høj risiko for hjertekarsygdom. Samtidig konkluderede tjenesten dog, at der ikke er tegn på, at han aktuelt har helbredsproblemer.

Nordkorea har ikke officielt kommenteret de seneste rygter om Kim Jong-uns tilstand.

Mest læste