Det summer på Christiansborg. Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har i et interview med Berlingske meldt sig klar til en manøvre, man ikke har set før fra den kant. Partiet, der ellers er kendt som venstrefløjens vagthund, vil nu forhandle om støtte til en regering, hvor også Moderaterne sidder med ved bordet.
Det er et markant skifte i strategien. Tidligere er Enhedslisten ofte blevet skudt i skoene, at de melder sig ud, når de store kompromiser indgås over midten. Men nu forsøger Dragsted at gøre partiet til en spiller, man ikke kan komme udenom – selv i en konstellation med Lars Løkke Rasmussens projekt.
»Vi kunne selvfølgelig godt have valgt at sætte os hen i et hjørne med armene over kors. Men det ligger ikke rigtigt til os i Enhedslisten,« siger Pelle Dragsted. Han vil hellere have reel indflydelse end at stå isoleret med de rene ideologier.
De røde linjer i det grønne og økonomiske
Men selvom døren står på klem, følger der ikke en blankocheck med. Dragsted har linet en række ultimative krav op, som skal opfyldes, før der overhovedet kan blive tale om støtte. Det handler især om nej til skattelettelser i toppen, et stop for mere landbrugsforurening og en kontant respekt for internationale konventioner.
Især landbruget og miljøet er en varm kartoffel lige nu. Mens forhandlingerne om den grønne trepart og CO2-afgiften raser, holder Enhedslisten fast: En regering med deres støtte skal trække Danmark i en grønnere retning. Det bringer dem på direkte kollisionskurs med Moderaterne, der prioriterer erhvervslivets vilkår højt.
En historisk svær balancegang
Udfordringen bunder i historien. Enhedslisten har altid kæmpet for benhård omfordeling og talt dunder mod det, de kalder “nødvendighedens politik”. Omvendt blev Moderaterne skabt for at bryde blokkene og finde løsninger på midten gennem pragmatiske reformer. Det er to verdener, der mødes.
Derfor kræver det mere end bare gode intentioner at finde fælles fodslag. Der skal en detaljeret køreplan på bordet. Dragsted har slået fast, at partiet kræver en formel aftale om kursen, før de overhovedet vil overveje at blåstemple en regering.
»Hvis det her skal lykkes, skal alle kunne gå hjem med resultater, der er vigtige for dem. Også Moderaterne. Men retningen skal være den rigtige,« siger Dragsted til Berlingske om den svære øvelse.
Hvad betyder det for vælgerne?
Det kan lyde som teknisk Christiansborg-snak, men for danskerne er konsekvenserne til at tage og føle på. Hvis Enhedslisten får bundet en regering til en fast aftale, kan det betyde en helt anden prioritering af velfærden og et højere gear i den grønne omstilling, end hvis en midterregering kører løbet alene eller ser mod højre.
Men der er en bagside. Enhedslisten risikerer at blive gidsler i et projekt, hvor de skal sluge store kameler, når Moderaterne kræver reformer af arbejdsmarkedet eller sundhedsvæsenet. Det er præcis den balancegang, Pelle Dragsted nu forsøger at mestre.
Nu er spørgsmålet bare, om Moderaterne og resten af regeringen overhovedet vil give Enhedslisten den indflydelse, de kræver. Eller om de politiske kløfter på områder som topskat og miljø simpelthen er for dybe til, at broen kan bære.