Der var både optimisme og en snert af alvor i luften i Hafnia-hallen i Valby, da Pelle Dragsted lørdag indtog talerstolen. Enhedslistens politiske ordfører lagde ikke skjul på, at partiet nu for alvor sigter efter magtens centrum. Men det har sin pris. Og det er en pris, som partiet historisk har haft mere end svært ved at betale: kompromisets svære kunst.
En strategisk kovending
For et parti med rødder i benhård aktivisme og faste ideologiske principper, er de nye toner fra toppen opsigtsvækkende. Dragsted gjorde det klart, at både folketingsgruppen og græsrødderne skal forberede sig på en mental omstilling. Det er slut med bare at råbe op fra sidelinjen. Nu skal der navigeres i et politisk landskab, hvor ingen får alt det, de peger på.
Virkeligheden på Christiansborg kræver pragmatisme, lød det igen og igen i talen. Dragsted talte direkte om behovet for at kunne “bøje sig” mod hinanden, hvis man vil skabe et reelt alternativ til den nuværende midterregering. Det er en svær balancegang. Partiet skal bevare sin sjæl, men samtidig lægge mandater til et projekt, der uundgåeligt vil indeholde ting, som strider mod deres kerneværdier.
“Intet er sikkert endnu. Der venter svære forhandlinger forude,” sagde han fra talerstolen på årsmødet.
Løkke som den uundgåelige joker
Men der er en stor sten på vejen mod en rød-grøn regering, og den hedder Lars Løkke Rasmussen. Selvom Enhedslisten sidder på ni mandater efter valget i 2022, viser den politiske matematik, at et flertal uden om regeringen næsten altid vil kræve Moderaterne. Det tvinger to politiske modpoler til at finde et fælles ståsted.
Lars Løkke Rasmussen har konsekvent krævet økonomiske reformer som adgangsbillet til et samarbejde. For Enhedslisten lyder ordet “reform” mest af alt som besparelser og velfærdsforringelser. Men Dragsted erkender, at Moderaterne også skal kunne se sig selv i et samarbejde. Det efterlader et meget lille rum at forhandle i, hvis man både skal tilfredsstille Moderaternes ønske om økonomisk dynamik og Enhedslistens krav om social retfærdighed.
De røde linjer i sandet
Selvom Dragsted gør klar til at sluge kameler, er der grænser for, hvor meget partiet vil bøje sig. Han slog fast, at Enhedslisten ikke vil være med for enhver pris. Der er trukket nogle klare streger i sandet, så partiet ikke bare ender som et lydigt støtteparti uden reel indflydelse på den sociale profil.
“Enhedslisten kommer aldrig til at acceptere en regering, hvor dem, der i forvejen har mindst i vores samfund, skal betale regningen for skattelettelser i toppen. Aldrig,” lød det fra ordføreren.
Det er en vigtig sikkerhedsventil for et bagland, der frygter, at partiet bliver opslugt af den politiske midte. Ved at stå fast på nej til topskattelettelser og velfærdsforringelser, forsøger Dragsted at holde ro i egne rækker. Samtidig sender han et klart signal til Socialdemokratiet og SF om, præcis hvor elastikken knækker.
Frygten for højrefløjen som samlingspunkt
For at få de svære kompromiser til at glide ned, greb Dragsted til et klassisk greb: truslen fra højre. Ved at tegne et dystert billede af en fremtid domineret af højrefløjen, skaber han et fælles fjendebillede, der kan samle tropperne om de svære beslutninger. Han advarede mod svækkede konventioner og en langsommere grøn omstilling, hvis ikke venstrefløjen rækker hånden ud og skaber et stabilt flertal.
Historisk set har Enhedslisten ofte stået uden for de store forlig. Det har givet dem frihed til at kritisere, men det har også begrænset deres faktiske magt. Med Dragsteds nye kurs ser det ud til, at partiet nu vælger de små, mærkbare fremskridt frem for den rene protest. Det er lidt af en modningsproces, der kan ændre partiets rolle i dansk politik fuldstændigt.
Spørgsmålet er bare, om baglandet har mave til at følge Dragsted hele vejen, når de konkrete aftaler lander på bordet, og de første kameler rent faktisk skal skylles ned.