Modstridende signaler fra staten
Regeringen har på det seneste talt med store bogstaver, når det gælder børns sikkerhed på nettet. Målet er klart: Børn skal beskyttes mod de tech-giganter, der lever af deres opmærksomhed. Men midt i den indsats får DR nu hård kritik for at modarbejde selvsamme mål.
Det er blandt andre Le Gammeltoft, Global Chief Communications & Marketing Officer hos Pleo og tidligere radiovært, der råber op. Hun peger på en bekymrende tendens i DR’s børneunivers, Ultra. Her bliver seerne nemlig aktivt opfordret til at forlade DR’s egne platforme til fordel for den amerikanske gigant YouTube.
Problemet er tydeligt i programmer som det populære »Ultra Vildt«. Her er det helt normalt, at værten direkte opfordrer de unge seere til at ‘subscribe’ på programmets YouTube-kanal. Det vækker undren. For målgruppen er børn mellem 9 og 12 år – præcis den gruppe, som myndighederne forsøger at skærme.
Skattekroner finansierer tech-giganter
Men det handler ikke kun om, at børnene bliver lokket over på de sociale medier. Der bliver også sat spørgsmålstegn ved økonomien i det. For her bruger en statslig institution store summer på at producere indhold, for derefter at forære både brugere og data væk til udenlandske platforme. Platforme, der vel at mærke opererer med helt andre etiske standarder.
Hvert år modtager DR 3,7 milliarder kroner i offentlig støtte. Kritikere mener, at de penge burde bruges på at styrke DR’s egne platforme, så de kan være et trygt alternativ til de kommercielle tjenester. I stedet ender public service-indholdet som en fødekæde for algoritmer, der er designet til at holde på brugerne så længe som muligt.
Le Gammeltoft skærer kritikken ud i pap i et debatindlæg: “DR producerer altså indhold for skatteydernes penge, lægger det op på en af verdens mest omstridte techplatforme, og sender vores børn direkte ind i YouTube-algoritmernes fangarme.” Det har skabt en etisk blindgyde, som nu kræver svar fra politikerne.
Algoritmernes magt og DR’s forsvar
YouTube er bygget op omkring algoritmer og funktioner som ‘evighedsscroll’, der gør det næsten umuligt for børn at lægge skærmen fra sig. Når DR vælger at lægge sit indhold der, køber de samtidig ind på en forretningslogik, hvor børnene bliver mødt af reklamer og ufiltreret indhold. Og det har DR ingen kontrol over.
DR har længe forsvaret sig med, at de er nødt til at være der, hvor de unge er. Men modargumentet lyder, at public service netop skal være det trygge alternativ. Hvis DR bare følger efter de kommercielle giganter, risikerer de at miste deres berettigelse som en reklamefri havn.
Nu er spørgsmålet så, om politikerne vil gribe ind og stille krav til, hvordan DR spreder sit indhold i fremtiden. Debatten lander midt i en tid, hvor hele mediebranchen føler sig presset af tech-giganterne. Og behovet for at vide, hvad de 3,7 milliarder skattekroner egentlig går til, har aldrig været større.