Frankrig har mistet en af sine mest markante politiske skikkelser fra det 20. århundrede. Den tidligere premierminister Lionel Jospin er afgået ved døden i en alder af 89 år. Det bekræfter hans familie over for nyhedsbureauet AFP søndag.
Dødsfaldet markerer afslutningen på et liv, der i årtier var dedikeret til den franske venstrefløj og opbygningen af det moderne Frankrig. Ifølge familien sov Jospin ind søndag, efter han tidligere på året havde været igennem et krævende sygdomsforløb. I januar gennemgik han en “alvorlig operation”, lyder det fra familien, som dog ikke har ønsket at uddybe de nærmere omstændigheder omkring hans helbredstilstand.
Manden bag den historiske 35-timersuge
Lionel Jospin vil i eftertiden især blive husket for sin tid som regeringsleder fra 1997 til 2002. Her stod han i spidsen for en række reformer, der fundamentalt ændrede det franske arbejdsmarked og det sociale sikkerhedsnet. Hans mest berømte – og i visse kredse berygtede – tiltag var indførelsen af 35-timersugen.
Formålet med reformen var at dele arbejdet mellem flere hænder og dermed bekæmpe den tårnhøje arbejdsløshed, der plagede landet i 90’erne. Selvom tiltaget mødte stor modstand fra erhvervslivet, lykkedes det Jospin at bringe arbejdsløsheden drastisk ned i sin embedsperiode, hvilket cementerede hans status som en handlekraftig socialistisk leder.
Men Jospins politiske fingeraftryk rakte langt ud over arbejdstiden. Han var arkitekten bag udvidelsen af adgangen til gratis sundhedsydelser for de svageste i samfundet, og han stod bag indførelsen af de registrerede partnerskaber, kendt som PACS-ordningen. Dette gav for første gang både heteroseksuelle og homoseksuelle par juridiske rettigheder, der mindede om de gifte pars – et skridt, der dengang blev set som en stor progressiv sejr.
En usædvanlig magtdeling
Jospins vej til magten var præget af politisk snilde og en smule held. Han overtog posten som premierminister under den konservative præsident Jacques Chirac, efter at Chirac i 1997 havde udskrevet et valg i utide i håb om at styrke sit mandat. Manøvren gav bagslag, da vælgerne i stedet gav flertallet til venstrefløjen.
Dette tvang de to politiske modstandere ud i en såkaldt cohabitation – et politisk bofællesskab, hvor præsidenten og premierministeren kom fra hver sin fløj. På trods af deres ideologiske forskelle formåede Jospin at navigere i det komplekse politiske landskab og gennemføre en forsigtig økonomisk politik, der paradoksalt nok også indeholdt privatiseringer af flere statsejede virksomheder.
Det traumatiske valgnederlag
Selvom Jospin nød stor respekt for sine resultater som premierminister, endte hans aktive politiske karriere med et chok, der sendte rystelser gennem hele Europa. Ved præsidentvalget i 2002 stillede han op som Socialistpartiets spidskandidat mod sin gamle rival, Jacques Chirac.
Men i første valgrunde skete det utænkelige: Jospin fik færre stemmer end både Chirac og den højrenationale leder Jean-Marie Le Pen fra Front National. Det var første gang i Den Femte Republiks historie, at en kandidat fra det yderste højre nåede frem til den afgørende valgrunde, og nederlaget var en personlig og politisk ydmygelse for Jospin.
Umiddelbart efter det chokerende resultat meddelte en rystet Jospin, at han “trak sig ud af politik”. Beslutningen blev set som et udtryk for hans personlige integritet, men også som et tegn på den dybe krise, den franske venstrefløj var havnet i.
Et eftermæle i skyggen af de store reformer
Selvom han officielt havde trukket sig, kunne Jospin ikke helt slippe det politiske liv. Han vendte flere gange tilbage som kommentator og rådgiver, og i 2006 overvejede han kortvarigt endnu et præsidentkandidatur. Han valgte dog i sidste ende at træde til side for Ségolène Royal, der senere tabte valget til Nicolas Sarkozy.
Lionel Jospin efterlader sig et Frankrig, der stadig diskuterer værdien af hans reformer. Mens 35-timersugen fortsat er et debatemne i fransk politik, hersker der bred enighed om, at han var en af de mest seriøse og arbejdsomme politikere i sin generation. Med hans død har Frankrig mistet en statsmand, der formåede at forene socialistiske idealer med praktisk regeringsførelse i en brydningstid for Europa.