I årevis har det grønlandske sundhedsvæsen kæmpet med en udfordring, der har ramt borgernes tryghed hårdt: manglen på fast personale. Men nu er der hjælp på vej fra de danske hospitaler. Naalakkersuisut og Danske Regioner har netop sat deres underskrifter på en omfattende aftale om en såkaldt stafetordning, der skal sende danske sundhedsfaglige hænder mod nord.
Det er et nyt kapitel i samarbejdet i Rigsfællesskabet. Tanken er, at danske sygehuse skal dække fuldtidsstillinger i Grønland gennem en koordineret indsats, hvor medarbejderne skiftes til at varetage de samme funktioner. Det skal skabe den ro og kontinuitet, som det grønlandske system længe har manglet.
Grønlands sundhedsminister, Agathe Fontain (Inuit Ataqatigiit), lægger ikke skjul på sin begejstring over den nye model. Hun forventer, at den vil løfte både kvaliteten og arbejdsmiljøet.
“Den sikrer større stabilitet for patienterne i Grønland og giver samtidig bedre arbejdsvilkår for ledere og personale, fordi der kommer større kontinuitet og flere kompetencer,” lyder det fra Agathe Fontain i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
Fokus på de mest kritiske områder
Det er ikke bare tilfældige huller, der skal lappes. Stafetordningen er målrettet de steder, hvor skoen trykker mest. Det gælder specifikt akutområdet, fødselsafdelingerne og psykiatrien – områder, hvor manglen på specialister kan få alvorlige konsekvenser for patienterne.
I praksis fungerer ordningen ved, at det grønlandske sundhedsvæsen melder deres konkrete behov ind til de danske sygehuse. Herefter er det op til de enkelte afdelinger i Danmark at dække stillingen. Det betyder, at en række danske medarbejdere indgår i et rul, hvor de på skift er ansat i Grønland i en aftalt periode. På den måde oplever den grønlandske afdeling, at stillingen er besat permanent, selvom ansigtet på gangen skifter med jævne mellemrum.
Hos Danske Regioner ser man ordningen som en god mulighed for, at de danske medarbejdere kan prøve kræfter med nye rammer og samtidig gøre en mærkbar forskel.
“Vi vil gerne være med til at styrke det grønlandske sundhedsvæsen, og jeg er rigtig glad for, at regionernes medarbejdere får mulighed for at bidrage til udvikling og større kontinuitet,” siger formand for Danske Regioner, Mads Duedahl (V).
Frivillighed og stor interesse
Selvom de politiske aftaler nu er på plads, hviler succesen i sidste ende på de enkelte medarbejdere. Det er nemlig helt frivilligt for læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale at melde sig til ordningen. Som en ekstra tryghed er medarbejderne garanteret, at de kan vende tilbage til deres faste job i Danmark efter opholdet i Grønland.
Noget tyder dog på, at der ikke bliver mangel på ansøgere. Tal fra Dansk Sygeplejeråd viser, at interessen for at arbejde i Grønland i en periode er stor. Faktisk har hver fjerde danske sygeplejerske svaret, at de godt kunne se sig selv tage turen mod nord for at arbejde.
Den store interesse vækker glæde hos Dansk Sygeplejeråd, der ser det som en styrkelse af det faglige fællesskab i Rigsfællesskabet. Tidligere har der været lokale aftaler mellem enkelte regioner og Grønland, men den nye landsdækkende aftale gør processen langt mere enkel for både hospitaler og ansatte.
Et presset system under forandring
Behovet for hjælp udefra bunder i en barsk virkelighed for det grønlandske sundhedsvæsen. Siden Grønland overtog ansvaret for sundhedsområdet fra Danmark i 1992, har Naalakkersuisut siddet med det fulde ansvar. Men både geografien og økonomien sætter sine naturlige begrænsninger.
Omkring ti procent af det samlede sundhedsbudget går alene til transport. Da der ikke er veje mellem byerne, skal patienter ofte flyves over enorme afstande for at få behandling – enten internt i Grønland eller til specialister i Danmark. Det er en logistisk byrde, der dræner de ressourcer, som ellers kunne være brugt på personale.
Professor emeritus i økonomi og formand for Grønlands Sundhedsråd, Kjeld Møller Pedersen, har tidligere peget på, at det største problem ikke nødvendigvis er manglen på hænder i korte perioder. Det er manglen på folk, der bliver hængende. Han har beskrevet et sundhedsvæsen, der er presset af vedvarende personalemangel, fordi for få vælger at slå sig ned permanent. Stafetordningen løser måske ikke bosætningsproblemet én gang for alle, men den er et vigtigt skridt mod at sikre, at de mest kritiske poster aldrig står tomme.