Skoler over hele Storbritannien er blevet ramt af falske bombetrusler. Politiet i Skotland og Nordirland oplyser, at de truende mails er vurderet som bluff, og at intet tyder på en troværdig trussel mod skolerne eller offentligheden.
Mindst 470 skoler i Skotland modtog mailen, oplyser Police Scotland til BBC. Den blev sendt til både grundskoler og ungdomsuddannelser, og advarslerne blev ifølge politiet “immediately assessed” [sic] som bluff. Lignende mails røg til 300 skoler i Nordirland.
Det er anden bølge på kort tid. Da en tilsvarende besked blev sendt til skoler i hele landet den 19. oktober, ringede mere end 300 til politiet. Dengang havde mange elever fri på grund af efterårsferie, og den nye bølge kommer mindre end en måned efter.
Evakueringer flere steder
De fleste lokale myndigheder, som BBC Scotland har kontaktet, melder, at skolerne kørte som normalt. Men nogle bekræfter, at elever blev evakueret.
I Dumfries and Galloway modtog størstedelen af skolerne mailen onsdag, og nogle blev evakueret som en forholdsregel. Lokalt politi har desuden besøgt nogle skoler for at hjælpe og berolige. I Edinburgh blev Queensferry High School evakueret, og eleverne blev sendt hjem.
Highland Council bekræfter, at en række af kommunens skoler besluttede at aktivere deres nødprotokoller. Også lokale myndigheder i Glasgow, Edinburgh, East Lothian, Aberdeenshire og Orkney siger, at deres skoler har fået beskeden.
Politiets råd til skolerne
Police Scotland erkender, at den slags beskeder kan være belastende. “We understand how distressing messages of this nature can be for pupils, parents, carers and school staff, and the concern they can understandably cause”, lyder det fra politiet.
Politiet fraråder samtidig at evakuere eller holde børn hjemme alene på baggrund af mailene. “Our advice is that there is no requirement to evacuate schools or keep children away from education based solely on the content of the emails.” Politiets cyber- og svindelenhed undersøger, hvor beskederne stammer fra, og samarbejder med politimyndigheder i Storbritannien og i udlandet.
Nordirland: Mail fra udlandet
Også Police Service of Northern Ireland (PSNI) siger, at skoler i Nordirland har modtaget en bekymrende mail, skriver The Independent. Politiet laver hastende undersøgelser og er i kontakt med de skoler, der er blevet ramt.
Education Authority i Nordirland peger på, at beskeden ligner en falsk trussel fra måneden før, som PSNI behandlede som bluff. PSNI oplyser, at mailen kom fra et sted uden for Storbritannien.
