Bjørn Friimose Egholm har en usædvanlig jobbeskrivelse. Han er beredskabskoordinator i Hjørring Kommune, og hans opgave er kort sagt at sikre, at kommunen kan fungere, selv når alt andet bryder sammen.
Det kan lyde dystert, men Bjørn Friimose Egholm ser det anderledes.
– Du skal se beredskabet som en forsikring. Jeg håber aldrig nogensinde, at vi får brug for mine planer, men skulle der ske noget, så er det dælme rart at have, siger han.
Nødgeneratorer og øvelser
Konkret handler arbejdet om at kortlægge, hvordan kommunens drift kan opretholdes under en krise – uanset om det er et strømudfald, vandmangel eller noget helt tredje.
– Mit job går ud på at finde ud af, hvordan vi opretholder driften i Hjørring Kommune, siger Bjørn Friimose Egholm.
Han har udviklet planer for, hvordan kommunens ansatte skal handle i en krisesituation, og planerne skal ikke bare ligge i en skuffe. De testes løbende gennem beredskabsøvelser for personalet på rådhuset, ældrecentre og botilbud i kommunen.
En af hans seneste opgaver har været at sikre strømforsyningen under en eventuel krise. Resultatet er nødstrømsgeneratorer, der nu er installeret på rådhuset og samtlige ældrecentre og botilbud i kommunen – så lyset forbliver tændt, selv når elnettet svigter.
En hel branche vokser frem
Bjørn Friimose Egholm er langt fra alene om sit arbejde. Ifølge DK Nyt har knap halvdelen af landets kommuner nu ansat en beredskabskoordinator.
Det glæder ham, at flere kommuner prioriterer området. Han er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt.
– Det er godt at få nogen ind, som har kompetencerne til at løfte beredskabsopgaven, ellers er de andre ansatte på dybt vand, siger han.
