Finanslovsforhandlingerne er igen i fuld gang, og med dem følger det, som den tidligere minister Bertel Haarder kalder en tilbagevendende komedie – en øvelse i politisk taktik, der hvert år gentager sig med de samme skridt og de samme konsekvenser.
I et debatindlæg sætter Haarder ord på en praksis, som han finder både barnlig og direkte skadelig for de institutioner, der rammes af den.
Et bevidst politisk spil
Ifølge Haarder er der tale om et velkendt mønster: Regeringen tilbageholder bevidst en række bevillinger, som reelt set er nødvendige, for dernæst at lade sine forligspartier fejre det som en politisk sejr, når bevillingerne bliver genindsat under forhandlingerne.
Haarder er ikke mild i sin karakteristik. Han beskriver det som et politisk spil, der har fået lov til at gentage sig år efter år med menneskelige og organisatoriske omkostninger til følge.
De små institutioner betaler prisen
Konsekvenserne er ifølge Haarder langt fra abstrakte. Det er de små institutioner, der sidder tilbage med regningen, mens politikerne spiller deres spil.
Når bevillingerne holdes tilbage som et taktisk redskab, opstår der reel usikkerhed om budgetterne. Det tvinger institutionerne til at handle på den usikkerhed – og det betyder i praksis, at medarbejdere opsiges.
Det sker hvert år – eller hvert fjerde år.
Et opgør med en skadelig tradition
Haarder opfordrer til, at denne praksis stoppes. Hans pointe er, at denne praksis bør ophøre, især når det sker på bekostning af de institutioner og medarbejdere, der lever med konsekvenserne.
Kritikken rammer en praksis, der sjældent diskuteres åbent, selv om den gentager sig hvert eneste år. Finanslovsspillet er en velkendt del af dansk politisk kultur – men ifølge Haarder er kendskab og accept to forskellige ting.
Hans debatindlæg er et forsøg på at rejse den diskussion, som han mener har manglet for længe.