Det er mere end et halvt århundrede siden, at det sidste menneske satte sit fodaftryk i det grå månestøv, men stilheden på Jordens trofaste følgesvend står til at blive brudt meget snart. Med den forestående Artemis II-mission, hvor fire astronauter skal rejse længere ud i rummet end nogen før dem, er optimismen hos den amerikanske rumfartsorganisation Nasa ikke til at tage fejl af.
Klar til landing
Astronauten Reid Wiseman, der skal fungere som kommandør på missionen, lagde ikke fingrene imellem, da han for nylig mødte pressen i forbindelse med forberedelserne. Selvom Artemis II-missionen primært handler om at teste rumfartøjet Orion og flyve rundt om Månen uden at lande, føler besætningen sig allerede nu i stand til at tage det ultimative skridt.
Wiseman beskriver træningen og de tekniske forberedelser som en øjenåbner i forhold til, hvor tæt vi reelt er på at kunne gennemføre en sikker landing. Ifølge astronauten er de tekniske og operationelle barrierer langt mindre, end han oprindeligt havde forestillet sig.
– Hvis vi havde fået nøglerne til et landingsfartøj, så havde vi ført det ned og landet på Månen. Det er absolut muligt, og det er muligt snart, siger Reid Wiseman ifølge mediet BBC.
En rekord i mørket
Rejsen, der er planlagt til at vare cirka ti dage, bliver ikke blot en rutinetur. Orion-fartøjet skal presse grænserne for menneskelig formåen og sætte en historisk rekord. Når besætningen befinder sig på bagsiden af Månen, vil de nå en distance på over 400.000 kilometer fra Jorden. Det vil være den længste afstand, et menneske nogensinde har befundet sig fra vores hjemplanet.
Denne bedrift er fundamentet for de kommende års ambitiøse tidsplan. Nasa har allerede lagt ruten for de næste missioner, hvor kompleksiteten gradvist øges. I 2026 skal Artemis III efter planen sendes afsted. Her er det store mål selve landingen på Månens overflade, hvilket vil markere det første menneskelige besøg på Månen siden 1972.
Drømmen om en permanent base
Hvor Apollo-missionerne i 1960’erne og 70’erne handlede om at bevise, at vi kunne nå Månen, har Artemis-programmet et langt mere vidtrækkende mål. Det handler ikke længere om korte visitter, men om at etablere en permanent tilstedeværelse. En rumbase på Månen skal fungere som et videnskabeligt laboratorium og, vigtigst af alt, som et springbræt til fremtidige rejser mod Mars.
Christina Koch, der er udvalgt som en del af den historiske besætning på Orion, ser denne vision som fuldt ud realistisk. Hun peger på den enorme mængde forberedelse og de utallige simuleringer, der ligger bag hver eneste beslutning i rummet. For Koch er det netop evnen til at løse det umulige gennem grundig analyse, der definerer Nasas arbejde.
– Der er så mange eksempler, hvor vi har vist, at vi kan, siger Christina Koch på pressemødet ifølge BBC.
En ny æra for rumfart
Selvom selvtilliden er i top, må verden vente lidt endnu på de første live-billeder af et menneske, der igen træder ud på Månen. Efter Artemis II-missionen vil Nasa analysere alle data fra Orion-fartøjets tur for at sikre, at intet er overladt til tilfældighederne før den endelige landing.
Historien trækker tråde tilbage til perioden mellem 1969 og 1972, hvor i alt seks Apollo-missioner landede på Månen. Siden da har mennesket holdt sig i lavt kredsløb om Jorden, men med Artemis-programmet er en ny æra for rumfart for alvor skudt i gang. Månen er ikke længere bare et lyspunkt på nattehimlen; det er den næste arbejdsplads for menneskeheden.