Kasper Asgreen vendte tilbage til konkurrencecykling fredag efter næsten tre måneder på sidelinjen. Det blev ikke til medalje i Herning, men den 31-årige EF-rytter var langt fra skuffet over sin fjerdeplads.
Siden maj har et brækket kraveben holdt Asgreen væk fra løbene. DM i enkeltstart blev hans første test efter skaden, og selv om han sluttede knap ni sekunder efter vinderen, var han tilfreds med præstationen.
“Jeg synes egentlig, jeg var okay kørende derude. Det var, som jeg havde gættet på forhånd. Supertæt i top-5,” sagde Asgreen efter løbet, der blev kørt i bagende varme på Herningbanen.
Det var dog ikke Asgreen, der stjal opmærksomheden. I stedet blev det til en overraskende triumf for 22-årige Kristian Egholm fra Lidl-Trek, der slog både Mikkel Bjerg fra UAE Emirates og 20-årige Peter Øxenberg fra Netcompany Ineos, som tog bronze.
For Asgreen blev det til en påmindelse om, at tiden for de etablerede danske enkeltstart-specialister langsomt er ved at løbe ud. Den firedobbelte danske mester på disciplinen (2019, 2020, 2021 og 2023) havde kun ros til overs for de unge ryttere, der sendte ham på fjerdepladsen.
“Hatten af for Kristian (Egholm, red.). Han har bare kørt superflot. Det er sgu sejt,” lød det fra Asgreen, der også havde ord af anerkendelse til Øxenberg.
“Det er det samme med Peter (Øxenberg, red.). Det er to unge knægte, der begynder at komme op og drille os, der har siddet på det i en del år,” tilføjede han.
Generationsskiftet i dansk cykling er ikke noget, der bekymrer Asgreen. Tværtimod ser han det som et tegn på, at sporten udvikler sig positivt.
“Det er da dejligt, at enkeltstartsdisciplinen i Danmark ikke går død efter os. Nu har vi kørt med i toppen i nogle år. Så det er fedt, at der er nogle til at tage over, når vi begynder at sætte farten ned på et tidspunkt. Forhåbentlig ikke endnu,” sagde han med et grin.
Asgreen afventer nu en afgørelse om, hvorvidt han bliver udtaget til EF-holdet til Tour de France, der starter 4. juli. Han virker optimistisk om sine chancer.
“Jeg tror, at jeg ligger meget godt. Det er i hvert fald de indikationer, jeg har fået indtil videre,” sagde han.
Inden et eventuelt Tour de France-eventyr venter søndagens DM-linjeløb i Herning, hvor Asgreen igen skal i aktion. Forberedelsen til det løb har været præget af modgang, men Asgreen mener, at formen er på vej i den rigtige retning.
“Der har været et par bump på vejen her i de sidste måneders forberedelse. Men sådan har det været den her gang. Jeg synes, at formen er i fremgang,” konkluderede han.
