Anne-Marie Rindom er tilbage. Den 35-årige sejler, der har vundet guld, sølv og bronze ved OL, vil nu forsøge at kvalificere sig til de olympiske lege i Los Angeles i 2028.
Det fortæller hun til DR Sporten, efter at have holdt pause fra det danske landshold i to år – en periode, hvor hun er blevet mor.
– Jeg vil rigtig gerne til OL om to år. Så jeg er i gang med at finde ud af, om jeg kan komme i god nok form, og om jeg kan komme tilbage efter to års pause efter at have født et barn, siger Rindom.
Fra forsigtigt comeback til fuld satsning
Allerede i foråret vendte Rindom tilbage til jollen, der officielt hedder Ilca-6. Dengang var det ikke en fuldbyrdet OL-satsning – hun skulle først afklare, om livet som elitesejler overhovedet kunne hænge sammen med familielivet.
Det har indtil videre været en succes at kombinere træning i Aarhus Bugt med familielivet i den østjyske by, og nu rettes blikket stift mod USA.
– Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og se, hvordan det kan lade sig gøre for os som familie. Nu går vi bare all in, og så ser vi, hvad der sker, siger Rindom til DR Sporten.
VM i Brasilien er første delmål
Vejen til Los Angeles 2028 går ikke direkte. Første afgørende stop er VM i starten af 2027 i Brasilien, hvor Danmark skal sikre sig en nationsplads i Ilca-6 til legene.
Klarer det sig, kan Rindom skrive endnu et OL ind i karrieren, der allerede tæller fire legedeltagelser. Hun debuterede i London i 2012, vandt bronze i Rio i 2016, guld i Tokyo i 2021 og sølv i Paris i 2024.
I Paris var hun desuden dansk fanebærer ved åbningsceremonien – sammen med håndboldmålmand Niklas Landin.
