Jakob Ellemann-Jensens nye selvbiografi har sat gang i en debat, der rækker længere end til personen selv. Ifølge en analyse i POV tegner bogen et billede af et Venstre, som under Ellemanns ledelse forsøgte at bevæge sig i en retning, der i dag leder tankerne hen på Moderaterne.
Det er anmelder Bjarke Larsen, forlægger og ejer af forlaget Pressto, der peger på den parallel. I sin anmeldelse af Udvalgte kolbøtter vurderer han, at Ellemanns politiske ambitioner i høj grad mindede om det midterprojekt, Lars Løkke Rasmussen senere byggede op uden for Venstre.
Dermed bliver bogen ikke kun en fortælling om en tidligere partiformands tid på toppen. Den bliver også læst som et indblik i en intern kamp om, hvad Venstre skulle være i en ny politisk virkelighed.
Et liberalt midterprojekt indefra
I bogen beskriver Jakob Ellemann-Jensen sine forsøg på at modernisere Venstre. Ifølge analysen handlede det om at forme partiet til et liberalt midterparti med vægt på økonomisk ansvarlighed, grøn omstilling, åbenhed og en mere pragmatisk udlændingepolitik.
Netop den kombination får Bjarke Larsen til at se en forbindelse til Moderaternes senere profil. Hvor Lars Løkke Rasmussen valgte at stifte et nyt parti, forsøgte Ellemann ifølge analysen at gennemføre en lignende fornyelse indefra i Venstre.
Det gør bogens politiske lag interessant, fordi analysen peger på, at de ideer, som i dag forbindes med Moderaterne, også fandtes som en mulig kurs i Venstre. Men forskellen var ifølge anmeldelsen, at projektet i Venstre mødte så stor intern modstand, at det aldrig for alvor slog igennem.
Fire år præget af modstand og pres
Bogen giver samtidig et personligt indblik i de fire år, hvor Jakob Ellemann-Jensen stod i spidsen for Venstre. Perioden var præget af interne konflikter, hårde politiske opgør og et stigende pres, som til sidst førte til en stresssygemelding.
Ifølge Bjarke Larsen beskriver Ellemann åbent de spændinger, der opstod mellem hans egen kurs og de kræfter i partiet, som mente, at linjen var blevet for blød og lå for langt fra Venstres traditionelle værdier.
Anmelderen fremhæver især de personlige passager som en af bogens styrker. Her kommer læseren tættere på de belastninger, der fulgte med at stå i spidsen for et parti, som samtidig kæmpede med både retning, sammenhold og vælgeropbakning.
Det personlige spor ændrer dog ikke ved, at bogen også bliver læst som et politisk dokument. Ifølge analysen viser den, hvor svært det var at flytte et stort, traditionsbundet parti i en ny retning, selv om ambitionen var at gøre det mere tidssvarende og bredt appellerende.
En bog om mere end Ellemann
For Bjarke Larsen handler Udvalgte kolbøtter derfor ikke kun om Jakob Ellemanns egen historie. Den handler også om Venstres fortsatte identitetskrise.
Mens Moderaterne blev skabt som et nyt projekt uden for Venstre, beskriver analysen Ellemanns forsøg som en intern reform, der strandede på modstand fra egne rækker. Begge projekter tog afsæt i ønsket om fornyelse, men kun det ene blev ført ud i livet.
Det perspektiv gør også bogen relevant for den nuværende Venstre-ledelse. Ifølge analysen giver den et fingerpeg om den opgave, Troels Lund Poulsen står overfor: at samle et parti, der både skal genfinde styrke i storbyerne og samtidig holde fast i forbindelsen til de traditionelle kernevælgere.
Det er en balance, som længe har udfordret Venstre. Partiet har skullet navigere mellem ønsket om modernisering og hensynet til den politiske arv, som mange medlemmer og vælgere fortsat ser som afgørende.
Dermed bliver bogens centrale pointe større end et tilbageblik på en tidligere formands tid. Den rejser spørgsmålet om, hvorvidt Venstre stadig kæmper den samme kamp om sin politiske identitet, som Ellemann forsøgte at vinde.
Hvis analysen holder, peger selvbiografien ikke kun på, hvorfor Ellemanns projekt mødte modvind. Den peger også på, at den politiske retning, han forsøgte at sætte, ikke forsvandt fra dansk politik, men i stedet blev realiseret et andet sted.
Debatten om bogen kan derfor ende med at handle mindre om fortiden og mere om fremtiden. For Venstre er spørgsmålet fortsat, om partiet kan forene fornyelse og tradition uden at miste sig selv undervejs.