Air France har bekræftet, at selskabet efterkommer nye israelske restriktioner, der begrænser, hvem der kan flyve til og over Israel baseret på nationalitet. Politikken er kontroversiel, og eksperter advarer om, at luftfartsselskabet risikerer at blive ramt af diskriminationssager.
De nye israelske restriktioner omfatter 31 lande med overvejende musulmansk befolkning – herunder Algeriet, Tunesien, Iran, Oman, Saudi-Arabien, Pakistan og Niger – hvis statsborgere ikke længere må flyve ind i israelsk luftrum. Direktivet blev udstedt af Israels Transportministerium den 1. oktober til udenlandske luftfartsselskaber og påbyder, at piloter og kabinebesætning, der opererer flyvninger ind i israelsk luftrum, ikke må være statsborgere eller have dobbelt statsborgerskab i lande, der mangler diplomatiske forbindelser til Israel.
“Som alle andre luftfartsselskaber er Air France forpligtet til at overholde de indrejseregler, som etableres af myndighederne i de lande, vi betjener – både for vores passagerer og medarbejdere,” oplyste Air France til Al Jazeera. Selskabet tilføjede, at “de berørte medarbejdere er blevet informeret om de nye regler implementeret af de israelske myndigheder for flyvninger til Tel Aviv.”
Direktivet blev udstedt dagen efter, at en omanisk kopilot på en Flydubai-flight den 30. september påstås at have forsøgt at kapre et fly fra Dubai til Tel Aviv og styrte det ned på Israels Ben Gurion-lufthavn. Kopilotenanklagedes for at angribe flyvets indiske pilot, som siden er kommet sig i hospitalet.
En intern memo til Air France-piloter og kabinebesætning, som Mediapart havde adgang til, advarede om, at “manglende overholdelse af dette direktiv ville udsætte Air France og medarbejderen for potentielle sanktioner”. Al Jazeera kunne ikke uafhængigt bekræfte authenticiteten af memoet.
Potentielle juridiske konsekvenser for Air France
Restriktionerne kan bringe Air France i strid med fransk arbejdslov, advarer Paris-baseret antidiskriminationsjurist Clara Gandin. Hun påpeger, at dette rejser spørgsmål om, hvorvidt et luftfartsselskab kan overholde en fremmed stats sikkerhedskrav og samtidig ignorere sine forpligtelser over for sine arbejdere.
“Foranstaltningen hviler på en kollektiv presumption, som udgør en diskriminatorisk bias: Enhver statsborger fra disse 31 lande, hvoraf de fleste er arabiske eller muslimsk-dominerede, behandles som en potentiel sikkerhedstrussel,” sagde Gandin til Al Jazeera. Hun karakteriserer Air Frances vedtagelse af direktivet som direkte “diskriminerende chikane”.
Ifølge fransk arbejdslovgivning kan der dog gøres undtagelse, hvis det drejer sig om et “erhvervsmæssigt krav”, hvor foranstaltningen forfølger et “legitimt formål”, der er proportionalt, og er knyttet til jobets karakter. “Nationalitet er helt klart ikke et krav for at flyve et luftfartøj. Air France lader de samme piloter og besætning operere enhver anden rute, hvilket demonstrerer, at selskabet ikke betragter dem som en sikkerhedsrisiko,” forklarede Gandin.
Hun påpeger, at Air Frances mål er kommercielt – at bevare adgangen til det israelske marked – og at økonomiske hensyn ikke kan retfærdiggøre diskrimination ifølge loven. “Mere specifikt kan en tredje parts ønsker ikke gøre en beskyttet egenskab til et erhvervsmæssigt krav,” sagde hun med henvisning til en EU-domstolsafgørelse fra 2017, som Frankrigs højesteret også adopterede samme år.
Statssouveræneteten mod nationale love
Spørgsmålet om, hvorvidt restriktionerne udgør diskrimination under fransk lov, er dog forskelligt fra en stats autoritet til at regulere adgangen til sit luftrum og territorium. International civilluftfartslov anerkender statssouveræneteten over territorielt luftrum under Artikel 1 i Chicago-konventionen fra 1944.
Vincent Correia, professor i luftfartsret ved McGill University i Canada, peger på Artikel 13 i konventionen, som tillader stater at håndhæve deres love og regler vedrørende adgangen til deres territorium for passagerer og besætning. “En stat kan således påtvinge immigrationsbegrænsninger på besætning fra andre lande på grundlag af nationalitet, da besætningsmedlemmer skal gennem immigrations- og toldsyn ved internationale flyvninger,” forklarede Correia.
Gandin understreger imidlertid, at en stats autoritet til at påtvinge indrejsebegrænsninger ikke nødvendigvis fritager luftfartsselskaber fra deres forpligtelser under anden gældende lovgivning, herunder national antidiskriminering og arbejdslovgivning. “Det ændrer ikke ved, at foranstaltningen er diskriminatorisk,” sagde hun. Air France har dog muligheder: Selskabet kunne vælge ikke at operere ruten under disse betingelser eller udfordre direktivet gennem den franske stat, den franske luftfartsautoritet eller EU.
Ifølge Gandin risikerer Air France juridiske konsekvenser. Berørte medarbejdere kunne kræve erstatning for påført skade, og fagforeninger kunne anlægge sag. Foranstaltningen kunne også falde under straffelov – straffbar med op til tre års fængsel og en bøde på 45.000 euro.
En anden ekspert advarer om, at Israels politik kunne sætte præcedens for andre stater til at indføre nationalitetsbaseret screening af internationale flyvecrew. “På et tidspunkt, hvor der er mangel på piloter, vil dette skabe ekstra begrænsninger for luftfartsselskaber ved planlægning af flyvninger til og fra Israel. Hvis andre lande vedtager lignende foranstaltninger, kan det hurtigt blive ekstremt vanskeligt at administrere,” forklarer Correia.