Et opsigtsvækkende fund på bunden af Det Indiske Ocean har åbnet et nyt kapitel i forskningen i havets største pattedyr. På omkring syv kilometers dybde har forskere fundet en enorm hvalkirkegård med hundredvis af fossiler og skeletter fra døde hvaler.
Fundområdet ligger i den sydøstlige del af Det Indiske Ocean og strækker sig over cirka 1.200 kilometer. Ifølge forskerne er der tale om både den dybeste og den ældste hvalkirkegård, der nogensinde er registreret.
Det særlige ved opdagelsen er ikke kun størrelsen, men også alderen. Flere af hvalresterne er dateret til at være op til 5,3 millioner år gamle. Det gør fundet til et sjældent indblik i livet og døden i dybhavet gennem millioner af år.
Bag opdagelsen står en forskergruppe fra Kina, Italien og New Zealand. Resultaterne er offentliggjort i et nyt studie, som ifølge Videnskab.dk har vakt stor interesse blandt forskere, fordi fundet forener ekstrem dybde med meget gamle rester.
Hvaler synker ofte til bunds, når de dør, og deres kroppe kan skabe små økosystemer på havbunden. Men fund af hvalrester på så store dybder er usædvanlige. Ifølge The Guardian er de fleste kendte fund gjort på mindre end fire kilometers dybde. Derfor skiller den nye opdagelse sig markant ud.
Hvalforsker Morten Tange Olsen, der er lektor og leder af forskningsgruppen for marine havpattedyrs økologi og evolution på Københavns Universitet, kalder fundet for “spændende og fascinerende”.
Han peger samtidig på, at opdagelsen siger mindst lige så meget om vores begrænsede viden om havets dybeste områder, som den gør om hvalerne selv.
– Det er med til at understrege, hvor lidt vi ved om dybhavet. Vi kender dybhavet dårligere, end vi kender Månens overflade, så der er en masse nye ting at opdage, siger han til Videnskab.dk.
Forskerne gjorde den første opdagelse i februar 2023 under et dybhavsdyk med et bemandet undervandsfartøj. Derefter fulgte en mere omfattende undersøgelse af området, hvor holdet gennemførte 32 dyk ned til havbunden.
De mange ekspeditioner gav et langt mere detaljeret billede af, hvor omfattende hvalkirkegården er. I alt registrerede forskerne 485 lokaliteter med hvalfossiler. Derudover fandt de fem døde hvaler, som for nylig var sunket til bunds.
Det betyder, at området ikke kun rummer spor fra en fjern fortid, men også viser, at processen stadig finder sted. På den måde fungerer havbunden som et arkiv, hvor både gamle og nyere rester ligger bevaret side om side.
Blandt de mest bemærkelsesværdige fund er et forstenet kranium fra en uddød art af næbhval, Pterocetus benguelae. Fundet giver forskerne nye muligheder for at forstå, hvilke hvalarter der tidligere levede i området, og hvordan de udviklede sig.
Forskerne har også identificeret en ny hvalart. Den har fået navnet Pterocetus diamantinae, opkaldt efter Diamantina-frakturzonen, hvor hvalkirkegården ligger.
Navngivningen understreger, hvor tæt fundet er knyttet til et område, som kun få mennesker nogensinde har set på nært hold. Dybder på omkring syv kilometer er ekstremt vanskelige at undersøge, og det kræver avanceret udstyr og bemandede undervandsfartøjer at komme derned.
Fundet giver derfor ikke kun ny viden om hvaler, men også om dybhavet som miljø. Når store dyr som hvaler synker til bunds, tilfører de næring til et ellers næringsfattigt økosystem. Det kan tiltrække en lang række organismer og skabe liv omkring kadaveret i årevis.
At så mange rester er samlet over et så stort område, kan derfor også hjælpe forskerne med at forstå, hvordan dybhavets økosystemer har fungeret over meget lange tidsperioder. Samtidig rejser opdagelsen nye spørgsmål om, hvorfor netop dette område rummer så mange hvalrester.
For forskerne er fundet først og fremmest en påmindelse om, hvor lidt kortlagt havets dybeste egne stadig er. Mens store dele af Jordens overflade er undersøgt i detaljer, gemmer dybhavet stadig på fund, der kan ændre vores forståelse af både evolution, klima og livet i oceanerne.
Den nyopdagede hvalkirkegård viser, at nogle af de største videnskabelige overraskelser stadig ligger skjult langt under havets overflade. Meget tyder på, at dette fund kun er begyndelsen på en større kortlægning af et område, som indtil nu næsten har ligget uden for forskningens rækkevidde.