Fra reality-tv til popfænomen
2026 har været året for popmusikkens eksplosive gennembrud. Fra Olivia Deans pludselige karriereskyld til Zara Larssons uomtvisteligt dominerende Eurosommer – verden har skanset efter ophøjelse midt i alle kriserne. Og midt i dette kaos har den rosa-hårede slovakiske popstjerne ADÉLA stillet sig op som den perfekte modgift til al støjen.
For ADÉLA er 2026 blevet et afgørende år. Hun var kendetegn for sit første møde med berømmelse, da hun deltog i det amerikanske reality-talentshow Dream Academy i 2023 – et program, hvis vindere endte med at danne pige-gruppen KATSEYE. I mellemtiden har hun begejstret fans med sine dristige, højtløftende nyheder som ‘Supercar’ og ‘DeathByDevotion’. Men 2026 har været året, hvor ADÉLA blomstrede som en scenisk powerhouse og tog sommeren i sin greb med ‘Ain’t In LA’ – hendes uimodståelige hyldest til den slibrige poptrylleri, som man forbinder med tidlig Kesha og Miley Cyrus’ Bangerz-periode.
Et anti-escapisme-manifest i beats og vokal
‘Ain’t In LA’ er stort set et manifest mod escapisme – en fejring af at møde sig selv, uanset hvor man er. Hvad enten du holder det fast i Bratislava, Leipzig eller Reading, så er mængden af kulørte pop-signaler uimodstående. Her væver ADÉLA sine drømmeagtige refleksioner over chopped-and-screwed vokale hooks, der samtidigt viser hendes østeuropæiske arv og hendes muskuløse stemmeomfang. Det er bestemt en udvikling fra det febrilske hyperpop, som fyldte 2025-albummet ‘The Provocataur’, og det sætter scenen perfekt op til debutalbummet ‘Prima’.
Albumtitlen oversættes bogstaveligt til ‘første’, men refererer også til det højeste punkt inden for hendes egen uddannelse som balletdanser. Som selvbekendende studerende af popmusikkens klassikere – ‘Ain’t In LA’ nævner Madonna og Destiny’s Child – destillerer projektet den gylne tidsalder af 00’ernes popmusik ned til en serie af velkendte og introspektive hits, inklusiv ‘Marijuana’ og ‘Boys’.
Når popmusikken finder sit hjerte
‘Boys’ kanaliserer The Pussycat Dolls’ caraceterede lyd med sine valley-girl-klubtoilet-sladder-vokaler og Timbaland-inspirerede clubbeats. ‘Marijuana’ udfolder sig som et no-nonsense EDM-nummer, der kunne serve de omfattende skarer på Tomorrowland. Tempoet er klart anderledes sammenlignet med hendes tidligere projekter – på ‘Prima’ føles ADÉLAS forsøg på at tage status over hendes pludselige opstigning til musikverdenens top helt fysisk.
‘Nicole Kidman’ – en hyldest til den ubesværede elegance hos hollywoodstjernen – er ét af albumets få fejlskud, der ikke helt når at ramme ned. Dets langsomme, cruisende beats og tunge hornsektion mangler noget. De balladeagtige, lettere øjeblikke som ‘Hitachi’ og ‘Therapy’ indfanger derimod perfekt forvirringen af første hjerteskår eller undgår albumets råere spor for at dykke dybere ned i sangstjernens indre bevidsthed.
ADÉLA lyser allerstærkest når hun vinker og prikker til popmusikkens mere fræk elementer – både på scenen og i studiet. Over dunkende housbeats udstøder hun på den pastiche-fyld ‘KGB’: “I was, like, eight, working the nightshift to learn English / I’m like a spy, I studied this shit, call me the K-G-Bitch.” Med vokal skarphed og kulende ambition er det præcis disse øjeblikke, der gør ‘Prima’ til en fængslet og uiglemmeligt læseværdig oplevelse.
ADÉLA – ‘Prima’ (Capitol Records) udkommer 4. september 2026.