Maj 1943 på Rigshospitalet. En dreng på kun tre år lægges ind, fordi han er ‘vanskelig i hjemmet’. Han slår og bider sine søskende, og når man forsøger at irettesætte ham, bryder han ud i massive raserianfald. Et par uger senere falder dommen: diagnosen er psykopati.
Det var ikke en sjældenhed dengang. En ny historisk gennemgang viser, at danske børn i løbet af hele det 20. århundredes første halvdel flittigt blev stemplet som psykopater – en betegnelse, der var så ufattelig bred, at den egentlig beskrev næsten enhver ‘vanskelig’ dreng eller pige.
En diagnose uden grænserne
»Dengang var det en ekstrem bred diagnose. Den gjaldt børn, der blev anset som ‘moralsk defekte’ ved eksempelvis at være ulydige, hæmmede, usikre og udadreagerende,« forklarer Jesper Vaczy Kragh, der forsker i psykiatrihistorie på Syddansk Universitet og står bag den historiske gennemgang.
Det var den danske psykiater August Wimmer, der i begyndelsen af 1900-tallet introducerede psykopati-begrebet i Danmark. Han var inspireret af den tyske psykiater Emil Kraepelin, der havde arbejdet med diagnosen i sin lærebog »Psychiatrie« fra 1896, som fik massiv indflydelse på tværs af Europa.
Wimmers analyser var blandt andet baseret på undersøgelser af omkring 300 danske børnehjemsbørn i slutningen af 1920’erne. Hans konklusion var stærk: over halvdelen af børnene havde såkaldte ‘sjælelige mangler’, og mellem 13 og 17 procent af drengene samt cirka 50 procent af pigerne blev diagnosticeret med psykopati.
Børn på psykiatriske hospitaler blandt voksne
I 1940’erne var psykopati-begrebet så normaliseret, at man begyndte at indlægge børn sammen med voksne patienter på hospitalerne. Det betød noget helt konkret – og ret chokerende: børn lå bogstavelig talt side om side med stærkt udadreagerende voksne, der ofte var psykotiske.
»Det var voldsomme omgivelser for børn,« siger Jesper Vaczy Kragh, der understreger, at denne praksis varer ved helt ind i midten af århundredet.
»I dag ville mange af disse børn formentlig slet ikke have fået en svær psykiatrisk diagnose,« tilføjer han.
Freuds psykoanalyse ændrer perspektivet
Det er først i 1950’erne, at vinden skifter retning. Den østrigske læge og psykiater Sigmund Freud får gennemslagskraft i Danmark med psykoanalysen, som får øjnene op for betydningen af barndom, tidlig tilknytning og relationelle forhold.
»Man begyndte at se på børn som ikke bare små voksne, men som mennesker på forskellige udviklingstrin, der alle har værdi i sig selv,« siger Per Hove Thomsen, professor i børne- og unge-psykiatri på Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital.
Psykiatrien skifter fokus fra udelukkende at kigge på børns adfærd til at søge årsager i miljø, opvækst og genetik. Det er startskuddet til en helt anden forståelse af barndommen – og hvad børn egentlig er.
Psykopati forsvinder som diagnose
Vi skal helt frem til 1980, før psykiatrien herhjemme officielt stopper med at bruge psykopati som en diagnostisk kategori. Men som Jesper Vaczy Kragh pointerer, er tanken om psykopati langt fra forsvundet fra samfundet.
»Der findes stadig masser af populærvidenskab om psykopati og tests, man kan tage på nettet. Så idéen om, at folk er psykopater, hænger ved,« siger han.
I dag bruger psykiatrien helt andre betegnelser for den adfærd, der før blev samlet under psykopati-paraplyen.
»Vi har noget, der kaldes adfærdsforstyrrelse eller ‘conduct disorder’ på engelsk. Det beskriver adfærd, der indeholder grove brud på samfundsnormerne, eksempelvis meget voldsom og krænkende adfærd mod andre. Men vi kalder det ikke psykopati,« forklarer Per Hove Thomsen.
Et stempel uden nytte
Så hvad gik galt med psykopati-diagnosen? Ifølge Per Hove Thomsen ramte den aldrig præcis nok.
»Psykopati ramte ikke plet i forhold til at beskrive en tilstand, lave en prognose for, hvordan tilstanden udvikler sig, og give en mulig behandling. Det blev et stempel og ikke noget brugbart,« siger han.
Det samme perspektiv gælder for andre diagnoser, som tiden har vist var grundløst stigmatiserende. Jesper Vaczy Kragh henviser til ‘hysteri’, som blev brugt om vrede kvinder, eller homoseksualitet, der helt frem til 1980 var klassificeret som psykiatrisk sygdom.
Vi er blevet klogere
Men der er også grund til håb. Både Vaczy Kragh og Per Hove Thomsen peger på, at vores forståelse og indsigt er blevet markant mere nuanceret.
»Psykopati-diagnosen var alt for bred. Det ved vi nu, fordi vi står på meget mere viden, end vi gjorde dengang. Heldigvis,« siger Per Hove Thomsen.
Han understreger desuden, at der er kommet markant mere fokus på mental trivsel hos børn – både i samfundet og blandt forældre – og at diagnoser i dag er langt mere forfinede end for blot 30-40 år siden.
»Der er sket så meget, og det kan vi være stolte af,« siger han.
Ifølge Jesper Vaczy Kragh er det vigtigste ved at kigge tilbage på psykopati-diagnosen ikke bare at se, hvor forkert vi tog os af det dengang – men at indse, hvor skrøbelig medicinsk viden egentlig er.
»Det er interessant at tænke på, at nogle diagnoser kan have kæmpe forklaringskraft og indflydelse i 70 år for så at forsvinde i takt med samfundsmæssige ændringer,« siger han. Det burde få os til at tænke over, hvilke diagnoser vi bruger i dag – og hvad vi måske ikke helt forstår endnu.