Da Arnold Schwarzenegger i ’80-klassikeren ‘Predator’ ser sin modstander i øjnene og udbryder det berømte »You ugly motherfucker,« var det ment som en fornærmelse. Men grimhed har aldrig nødvendigvis været det samme som dårlig kvalitet – og det er præcis den misforståelse, der plager diskussionen om Na Hong-jins nye actionfilm ‘Hope’.
Den sydkoreanske instruktør er tilbage efter 10 års pause med det, der angiveligt er Sydkoreas dyreste filmproduktion nogensinde. Stort set alle kunne blive enige om, at den adrenalinsusende første akt er eminent – men fra det øjeblik monstrene viser sig, er dommene delte – og en vokal gruppe kritikere har ikke lagt fingrene imellem.
Fra Cannes til biograferne
På verdenspremieren i Cannes var reaktionen splitteret. Medier som Indiewire og Slate Magazine sammenlignede filmens tre meter høje Kaiju-lignende monstre – skabt med mocap-VFX og spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander, Taylor Russell og Cameron Britton – med ikoner for dårlig CGI som Skorpionkongen i ‘The Mummy Returns’ og Stephen Kings tv-film ‘The Langoliers’. The Atlantic beklagede, at effekterne stod i vejen for filmens ambitioner, og Vulture kaldte dem direkte dårlige og distraherende.
Selvom effekterne angiveligt fik en overhaling inden den brede premiere, hænger rygtet om dårlig CGI stadig over filmen som en gammel fiskestank. På diverse filmfora er ‘Hope’ hurtigt blevet efterårets varme kartoffel blandt cineaster. Soundvenues anmelder Morten Kildebæk kaldte diplomatisk effekterne for ‘uskønne’ – og dét er faktisk en ret præcis beskrivelse. Men uskønt er ikke det samme som dårligt.
Kontekst er alt
For at forstå ‘Hope’ er man nødt til at forstå, hvad filmen arbejder med. Budgettet ligger på 30-40 millioner dollars – efter amerikanske mål en beskeden sum. ‘Avatar: Fire & Ash’ kostede ti gange så meget. VFX-studiet bag effekterne, Westworld, blev grundlagt i 2018 og bruger ifølge deres hjemmeside lånte grafikmotorer som Epics Unreal Engine frem for proprietær teknologi. Sydkoreas VFX-industri er ung og uprøvet sammenlignet med giganter som Industrial Light & Magic og Wētā FX, der har nydt godt af milliardstore investeringer over fire årtier.
Med den målestok er det svært ikke at imponeres over, hvad Na Hong-jin og hans hold rent faktisk har leveret. Monstrene bevæger sig med en leopards hastighed og en beruset teenagers ynde – og det resulterende kaos og ødelæggelse er grotesk, spektakulær og faktisk ret effektfuld. Flere gange åbner væsenerne gabet til en meterlang række glinsende tænder, og deres bizarre, hjulbensagtige sprint er noget, man ikke glemmer hurtigt.
Det uskønne har sin egen styrke
Her er det, kritikerne har misforstået: De sammenligner ‘Hope’ med Hollywood-standarden, hvor CGI bruges til at skabe en sømløs forlængelse af virkeligheden – så glat og velpoleret, at man ikke lægger mærke til den. Det er en standard, der har taget så fuldkommen overhånd, at Jon Favreau brugte verdens mest avancerede computerteknologi på at vise en bille rulle en kugle lort i ‘The Lion King’ fra 2019 – og Jon Watts i ‘Spider-Man: No Way Home’ ikke engang kunne filme en telefonsamtale uden bluescreen.
I ‘Hope’ er monstrene aldrig kamufleret som noget, de ikke er. De er tydeligvis digitale – og netop det hjælper til at adskille de fremmede væsener fra mennesker. De er vitterligt af en anden verden. Og den diskrepans mellem praktiske stunts og digitale effekter skaber faktisk en effektfuld fortællemæssig forskel.
Det minder om noget, Hollywood plejede at forstå: Tobey Maguires Spider-Man der svinger sig mellem New Yorks højhuse. De majestætiske dinosaurer i ‘Jurassic Park’. Grottetrolden der angriber Frodo dybt under Morias mineskakter. Alt sammen digitale billeder, som tydeligvis er en effekt – og alle ikoniske af præcis den grund. Af samme grund tror jeg heller ikke, nogen vil have noget imod monstereffekterne i ‘Hope’, når man ser filmen om 10-20-30 år. Filmens kvalitet transcenderer den smålige skønhedskritik, den er blevet udsat for. ‘Hope’ kan ses i biografen nu.