Der er få større kontraster i filmhistorien end denne: ‘Digger’ er ved at blive et af historiens største kommercielle flops i Amerika, men her til lands er den nærmest en pæn succes. Og forklaringen ligger ikke først og fremmest i dansk filmsmag – den ligger i anmeldelserne.
Alejandro González Iñárritus dommedagssatire med Tom Cruise har kostet mindst 125 millioner dollars at lave, mens mere konservative estimater snarere peger på 160 millioner. For at gå i nul skal filmen tjene godt over 300 millioner dollars ved kasserne. I stedet landede åbningsweekenden på otte millioner dollars i USA og 20 millioner på verdensplan.
Det er kort sagt en katastrofe – det dårligste for en Tom Cruise-film siden ‘Lions for Lambs’ fra 2007. Branchemediet Deadline anslår, at Warner kommer til at tabe omkring 150 millioner dollars, altså en milliard kroner, på projektet.
Danmark svømmer mod strømmen
Her hjemme er historien en helt anden. Over weekenden solgte ‘Digger’ godt 12.000 billetter og blev næstmest populær film efter ‘Dobbeltfejl’. Den gav overlegent baghjul til Colleen Hoover-adaptionen ‘Verity’, som i USA trumfede ‘Digger’ med over 300 procent. Og danske åbningen overgår sågar Iñárritus egen Oscar-vinder ‘Birdman’ og Yorgos Lanthimos’ ‘Poor Things’ i deres tid.
Det er en sjælden kontrast, og spørgsmålet påtrænger sig: Hvorfor digger Danmark ‘Digger’, når resten af verden springer fra?
En del af svaret ligger formentlig i, at filmen er mere europæisk end amerikansk i sit udtryk og sin tone. Visuelt minder den om en blanding mellem Roy Andersson og Lanthimos, og det metalag, der ligger skjult i fortællingen, går sandsynligvis renere ind hos et publikum mindre tvangsgift med konventionelle Hollywood-mønstre.
Europæerne griner af eliten – amerikanerne er splittede
Der er heller ingen tvivl om, at Europa nemmere kan samles om at grine på samme tid af Trump og den rige elite af hvide magtmænd, som Iñárritu udstiller. I USA deler det befolkningen: den ene halvdel afskriver filmen som Hollywood-frelst woke-ideologi om klima og politik, mens den anden halvdel synes, det postapokalyptiske univers ligner en virkelighed, de allerede kaster op over.
Men ‘Digger’ har også klaret sig bedre i Danmark end i Norge og Sverige. Det tyder på, at der ligger mere bag de danske tal end blot transatlantiske kulturforskelle.
Og her kommer det virkelig interessante: anmeldelserne.
Dansk anmelderstand i unisont jubel
I USA blev ‘Digger’ savet over af kritikerne med nærmest samme ildhu som af publikum. På Rotten Tomatoes har den 51 procent, på Metacritic kun 45 procent. Medier som Indiewire, New York Times, Time og The Hollywood Reporter gav regulære svinere.
Danmark? En helt anden planet. Politikens Kim Skotte og Jyllands-Posten førte an med fuld plade. Berlingske og Børsen fulgte op med fem stjerner. Information var ligeledes meget positiv. Soundvenues Niki Vraast-Thomsen gav også fem stjerner, og selv blandt de mindst begejstrede blandt toneangivende medier landede scoren på milde fire stjerner.
Den danske anmelderstand har med andre ord fortalt kun den halve sandhed om en film, der er dømt til at dele vandene. Men dermed har de sendt et markant enstemmigt budskab til et publikum, for hvem ordet ‘polariserende’ toner mere af brandalarm end sirenesang.
Ordet ‘polariserende’ skræmmer danske biografgængere væk
Det giver mening, når man tænker på, hvad der skete i USA. Publikum op til premieren var usikkert på, hvad filmen egentlig var – ud fra trailer og markedsføring kunne de ikke afkode kernen. Det resulterede i en forvirrende eller ligefrem frastødende oplevelse. En actionmand Cruise i tyk- og gammelmandsprotese? Publikum ventede påHollywood-klassikere og blev mødt med en eksperimenterende kunstfilm.
På dansk grund var svaret langt mere entydigt: de danske anmeldere bifaldt Iñárritus store nosser, vilde ambition, den samfundskritiske nerve og Tom Cruises intense præstation. Det var nok til at få publikum til at tørre deres biografkort.
Anmeldernes magt er ikke død – den er blot skjult
I en æra, hvor mange har haft travlt med at dømme traditionelle anmeldere ud til fordel for influencere og TikTok-typer, viser ‘Digger’-historien noget interessant: anmeldernes magt er ikke helt død endnu. Den er blot gledet ind under radaren.
Warner selv tilsyneladende erkender det. I weekenden kørte studiet en onlinekampagne, hvor de satte glødende franske og mexicanske anmeldercitater op mod nådesløse amerikanske pendanter med payoff’en: »You decide which!« Det minder om desperate marketingstunts som dem, der forsøgtes med Francis Ford Coppolas ‘Megalopolis’, men missionen gør sig: ‘Digger’ er en film, man er nødt til at se selv.
Mange film, der i dag anses som klassikere, blev trods alt udraderet af både anmeldere og publikum i deres samtid. Måske ender de danske kritikere med at have fat i den lange ende. Det dansk publikum skal i hvert fald roses for deres filmiske eventyrlysten – de valgte en grå, teatralsk, højkunstnerisk hudfletning af verdens elendighed frem for letbenet underholdning. Det giver håb for filmkulturen.