Ben Affleck vender tilbage til det, han gør bedst: at instruere og spille i spændende thrillere. Efter at have leget med gangsterdrama og sko-biopic skal publikum nu opleve ‘Animals’ – en Netflix-film, der på mange måder minder om hans instruktørdebutant ‘Gone Baby Gone’ fra 2007. Det handler om kidnapning, moral og dybe hemmeligheder.
Affleck spiller Los Angeles-borgmesterkandidat Mark Kimball, hvis søn bliver taget som gidsel under hans vigtige valgkamp. Den anonyme kidnapper kræver syv millioner kroner og ingen politibetjente – ellers dør gidslene ikke komme hjem levende. Der er blot ét lille problem: Mark har allerede brugt hele familiens opsparinger på sin politiske kampagne uden at sige det til sin hustru Abigail, der spilles af Kerry Washington.
Parret hyrer derfor gidselforhandlingsekspert Dayle Burton (Gillian Anderson) til at håndtere situationen. Mens forhandlingerne eskalerer, dukker gamle hemmeligheder og mistanker op mellem Mark og Abigail – og publikum bliver lige så paranoid som hovedpersonen om, hvem man egentlig kan stole på.
Effektiv suspense trods hjemmescener
Affleck har vist sine evner som thrillerinstruktør før – især med ‘The Town’ og Oscar-vinder ‘Argo’. I ‘Animals’ formår han igen at skabe effektiv suspense, selvom langt størstedelen af handlingen foregår inden for husets fire vægge. Det skyldes blandt andet det bevægelige kamera, som konstant svinger rundt mellem karaktererne. I scenen, hvor kidnapperen ringer første gang, følger kameraet parret i ét langt take rundt på deres grund, mens alvoren går op for dem – en simpel, men kraftig måde at få seeren til at mærke presset.
Fortællingen tager flere drejninger, der gør Mark stadig mere paranoid. Hans hemmelighold omkring pengene åbner op for en større sondring mellem mand og hustru, som den desperate situation tvinges frem i lyset. Både actionerne og usikkerheden bliver ved med at øges hele vejen til det endelige sammenstød.
Skuespillet er højdramatisk – Affleck og Washington skiftevis skriger ad kidnapperen i telefonen og råber rundt i deres stue. Heldigvis er de begge så dygtige, at de intensive scener ikke bliver latterlige. Gillian Andersons stoiske karakter fungerer som et koldt, mystisk fremmedelement i det følelsesladede univers, selvom hendes replikker til tider virker påtaget kloge uden at være særlig skarpe.
Ægteskabsdramaet blev bare for tungt
Her er filmens sårbare punkt: ægteskabskonflikten mellem Mark og Abigail virker tunget og sekundær sammenlignet med kidnapningsspændingen. Dialogen mellem dem føles ofte kunstig og tung. Tag blot deres samtale om behovet for intimitet – det føles mere som manuscript end mennesker, der taler sammen.
De tunge replikker fyldt med symbolsk betydning er ikke de eneste af slagsen. Gillian Andersons figur bruger vigtig tid på at forklare betydningen af »kinetisk energi« midt i kampen, eller at beskrive mennesker med etiske overvejelser som »dyr, der fortæller historier«. Det mærkes, at manuskriptforfatterne – Billy Ray og Connor O. McIntyre – ikke helt kunne finde balancen mellem det filosofiske og det praktiske.
Men filmen holder intensiteten i gidseldramaet helt til slutningen. Og det er netop her ‘Animals’ lykkedes – ikke i ægteskabets dybder, men i selve kidnapperspilet. Affleck har igen vist, at han kan levere solide thrillere med twist og moralske dilemmaer. Netflix-tilskuerne får altså ikke et mesterværk, men de får en effektiv og spændende film, der ved godt at holde sig på sporet.