Kloakdrab: De to tiltalte havde et forhold, men kvinden nægter at kende offeret

Lars Christensen

Den 31-årige kvinde forklarer i Retten i Aarhus, at hun og den 42-årige medtiltalte havde et forhold op til drabet. Samtidig siger hun, at hun slet ikke kendte den dræbte.

En polsk mand og en dansk kvinde, der er tiltalt for drabet på en 26-årig polsk mand, havde et forhold syv måneder op til drabet. Det fortæller den 31-årige kvinde tirsdag under sin forklaring ved Retten i Aarhus, skriver Berlingske.

– Han har nogle specielle øjne, når han kigger kun på mig, siger hun.

Den 42-årige tiltalte mand ønsker ikke at afgive forklaring i sagen.

Fundet i en kloak i Harlev J

Den 26-årige mand fra Polen blev fundet død 28. februar sidste år i en kloak i Harlev J vest for Aarhus. Politiet mener, at han formodentlig blev dræbt den 5. februar 2025 mellem klokken 18.08 og 22.00.

De to tiltalte blev anholdt i maj 2025 og har siddet varetægtsfængslet siden.

Usikker relation mellem manden og den dræbte

Under specialanklager Birgitte Ernsts gennemgang af sagen kom det frem, at den afdøde og den 42-årige tiltalte havde en arbejdsmæssig relation inden drabet. Det er dog usikkert, præcis hvordan den relation var, fordi den 42-årige ikke vil forklare sig.

Det er heller ikke blevet fortalt i byretten tirsdag, hvilken relation der var mellem den afdøde 26-årige og den tiltalte kvinde.

60 kontakter mellem to telefoner

Der er dog en kobling, som anklagemyndigheden peger på. En telefon, som kvinden havde, har nemlig haft kontakt med den afdødes telefon 60 gange på 35 forskellige tidspunkter op mod 5. februar 2025.

Kvinden afviser imidlertid ethvert kendskab til den dræbte.

– Jeg har ikke set ham, jeg har ikke talt med ham, jeg har ikke skrevet med ham. Jeg aner ikke, hvem han var, siger hun under sin forklaring.

Mest læste