Retssag om politiske udsagn
Tirsdag mødes Dansk Folkepartis og De Radikales partiledere i Retten på Frederiksberg. Morten Messerschmidt har sagsøgt Martin Lidegaard for injurier efter en politisk debat i november 2025.
Konflikten opstod, da Lidegaard ifølge Messerschmidt kom med ærekrænkende udsagn. Konkret handler det blandt andet om, at Lidegaard sagde, at “man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”.
Men hvad betyder det egentlig at blive sagsøgt for injurier, og hvilke regler gælder i Danmark?
Injurier er private straffesager
Injurier behandles som private straffesager i Danmark. Det betyder, at det er den person, der føler sig krænket – den såkaldte forurettet – som skal lægge sag an. Politiet eller anklagemyndigheden gør det ikke automatisk.
I typiske injurier-sager stiller sagsøgeren ofte krav om både en bøde til den sagsøgte og en økonomisk godtgørelse for den påførte krænkelse. I denne sag har Messerschmidt dog valgt en anden tilgang. Han har ikke gjort krav på bøde eller økonomisk erstatning, men søger i stedet anerkendelse af, at udsagnene var ærekrænkende.
Tre straffebestemmelser er i spil
Sagen bygger på tre bestemmelser i dansk straffelov – nemlig paragraf 267, 269 og 270. Disse paragraffer definerer, hvad der udgør ærekrænkelse, og under hvilke omstændigheder det kan være strafbart.
Ifølge straffeloven straffes den, der fremsætter eller udbreder en udtalelse, meddelelse eller handling, der er egnet til at krænke nogens ære, med bøde eller fængsel indtil et år. Det gælder dog ikke uden undtagelser.
Når ærekrænkelse kan være straffri
En vigtig del af dansk injurielov handler om, hvornår ærekrænkelse faktisk er straffri. Her kommer konteksten ind i billedet.
En ærekrænkelse kan være straffri, hvis den fremkom i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den. Ved vurderingen af, om dette er tilfældet, skal domstolene blandt andet se på, om sandheden af en beskyldning kan bevises, eller om der var et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen.
Derudover spiller det en rolle, om udsagnet blev fremsat i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse. Det betyder, at hvis en person har haft et berettiget formål med at fremsætte kritikken – for eksempel at påpege faktiske forhold af offentlig betydning – kan det påvirke, om der skal være straf.
Hvad sker der, hvis beskyldningen er ubeføjet?
Hvis retten finder, at en beskyldning er ubeføjet – altså uden faktisk grundlag – kan der efter den forurettedes påstand optages en bemærkning herom i domsslutningen. Det betyder, at dommen vil indeholde en erklæring om, at beskyldningen ikke havde dækning i virkeligheden.
For Messerschmidt kan en sådan bemærkning være vigtig, da han ikke søger økonomisk kompensation, men derimod ønsker at få fastslået, at Lidegaards udsagn var ærekrænkende og uden tilstrækkeligt grundlag.
Politiske debatter og grænserne for ytringsfrihed
Sagen rejser spørgsmål om grænserne mellem legitim politisk kritik og ærekrænkelse. Dansk ret skal balancere hensynet til ytringsfriheden – som er grundlæggende i et demokrati – med beskyttelsen af den enkelte persons ære.
Når politikere debatterer hinanden offentligt, er der større frihed til at komme med kritik end i andre sammenhænge. Men der er stadig grænser for, hvad der kan siges uden at blive ærekrænkende.
Retten på Frederiksberg skal nu vurdere, om Lidegaards udsagn krydser denne grænse, eller om de skal betragtes som legitim politisk kritik, der ikke kan straffes.