DR styrker klimadækningen

Klimaet får sin egen korrespondent, når DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter nu skærper det journalistiske blik på et af tidens vigtigste emner.

Thøger Kirk, 36, skal fremover være klimakorrespondent for DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter. Han har de seneste år været indlandskorrespondent.

Kirsten Marie Svendsen, der er ledende redaktionschef for indland, erhverv og økonomi, siger om den nye stilling:

– Klima er et af tidens allervigtigste emner, men også et at de sværeste og mest indholdstunge. Derfor er der i høj grad brug for et stærkt journalistisk fokus og en klimakorrespondent, der kan vise vej gennem junglen af fakta, forudsigelser og fornægtelser. Det er baggrunden for, at vi synes, at tiden nu er kommet til at gøre det til sit eget stofområde i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter.

Hun peger på, at klimaet er et af de emner, der står allerøverst på dagsordener for befolkningen, og det ventes at blive et stort tema både i forbindelse med det kommende folketingsvalg og valget til Europa-Parlamentet.

– Spørger man danskerne står klimaet i dag meget højt deres og samfundets dagsorden, og det skal naturligvis afspejle sig i vores nyhedsflader. DR skal kunne formidle stoffet på en måde, så det opleves både relevant og tilgængeligt for vores lyttere, seere og læsere. Derfor er vores allervigtigste målsætning at sætte svært håndgribelige globale politiske aftaler og forskningsmæssige opdagelser ind i konkrete nyhedshistorier, der kan engagere danskerne i debatten om klimaets udvikling. Dernæst er der at valg på vej, hvor klima tegner til at blive et af de vigtigste temaer, og det er for os at se den perfekte anledning til at give klimaet den nødvendige journalistiske opmærksomhed.

Tilgangen er nysgerrigt og kritisk

Thøger Kirk har været journalist og korrespondent i DR siden 2011. Om hans og DR’s tilgang til dækningen af klimaområdet siger han:

– Vi vil gå nysgerrigt og kritisk til det, så vi kan levere viden, fakta og inspiration til den enkelte dansker om de udfordringer og løsninger, som klimaforandringerne indebærer både i forhold til vores eget liv og for hele verden.

– Som med al anden journalistik fra vores hånd er det opgaven at lave nyheder, der handler om danskernes hverdag og sætte dem ind i det rigtige perspektiv. Er det tilfældige udsving når tørken rammer Danmark, eller er det et skridt i en accelererende udvikling? Når invasive gopler finder vej til danske farvande, er det så skibenes ballasttanke eller varmere havvand, der er skurken? Og hvor store diger er der egentligt brug for rundt om vores havnebyer, og kan kommunerne nå det? Historier som befolkningen oplever i deres hverdag og som fortjener at blive sat i perspektiv.

Han medgiver, at selv om langt de fleste forskere er enige om at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der verden over stor uenighed om hvilke og hvor drastiske midler, der skal tages i brug.

– Det er rigtigt, at det er en stor og svær diskussion, hvordan vi skal håndtere klimaforandringerne. Skal vi for eksempel lave en voldsom kursændring og skære hårdt i CO2-udledningen? Eller skal vi lede efter teknologiske løsninger og bygge diger imens? Min og DR’s opgave er at gå nysgerrigt til klimaet, men det hele skal stå på en bund af fakta og viden, så vi give vores brugere den bedste mulighed for selv at tage stilling og engagere sig i debatten.

Misinformation skal imødegås

Der er jo også masser af misinformation. Hvad gør vi ved det?

– Det er jo den store opgave med al journalistik at få efterprøvet oplysninger, og der stiller klimahistorier sig ikke anderledes end andre historier. For mig er det afgørende at læsere, lyttere og seere kan stole på, at det, vi fortæller, er korrekt – og at vi også er meget åbne om de steder, hvor der er tvivl og usikkerhed.

Netop fordi klimadebatten er så højspændt, er der stor risiko for, at DR bliver beskyldt for at vælge side. Hvad tænker du om det?

– DR holder ikke med nogen – heller ikke når det gælder klimaet. Det er jo ikke anderledes, end når vi laver historier om ældre, sundhed eller integration. Der er også store følelser på spil, og der kan man også nemt blive beskyldt for at vælge side. Vi kan se, at stort set alle politiske partier nu tager klima meget seriøst. Vi kan se, at flere danskere efterspørger klimahandling i højere grad end tidligere. Og det skal vi selvfølgelig dække. Vores vigtigste mantra bliver at gøre folk klogere.

Om valget af Thøger Kirk til jobbet som klimakorrespondent siger Kirsten Marie Svendsen:

– Thøger er en fantastisk dygtig journalist og har også tidligere dækket klimaområdet blandt andet under det seneste topmøde i Polen sidste efterår. Han har desuden dækket et hav af historier fra ind og udland. Derfor er stillingen som skræddersyet til ham.