To mænd dømt for organiseret handel med kokain

Københavns Byret har i dag idømt to mænd hhv. 4,5 og 2,5 års fængsel for videreoverdragelse af kokain via såkaldte hvide bude.

En 25-årig mand er i dag idømt 4,5 års fængsel for videreoverdragelse af 872 gram kokain, mens en 26-årig blev idømt 2,5 års fængsel for videreoverdragelse af 378 gram kokain.

Det er sket via såkaldte hvide bude, hvor de to mænd modtog telefonbestillinger på kokain i poser à 0,5 gram og derefter styrede de hvide bude rundt til købere navnlig i Københavnsområdet.

De to mænd blev anholdt den 10. april 2018 i en større anholdelsesaktion foretaget af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ), der på baggrund af en længerevarende efterforskning vedrørende organiseret handel med kokain anholdt i alt 12 personer. De blev alle varetægtsfængslet dagen efter.

Med dagens dom er der sat et punktum i sagen, hvor Københavns Byret siden juli 2018 har idømt de 12 anholdte samlet 37 år og 8 måneders fængsel for i forskelligt omfang at have været involveret i det organiserede netværk af handel med kokain.

Begge dømte blev fængslet efter dommen, og de har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

”Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at der har været tale om særdeles organiseret handel med kokain, hvor de to mænd har indtaget koordinerende roller i forhold til videredistributionen,” udtaler senioranklager Janne Holstein Pehrson.