Politiaktion mod massageklinik. Thai-kvinder anholdt

secondfromthesun0 / Pixabay

Fra onsdagens døgnrapport:

Østjyllands Politis efterforskningsafdeling for Særlige Sager var tirsdag kl. 11.59 på besøg på en massageklinik i Aarhus N, hvor betjentene endte med at anholde to thailandske kvinder på 35 og 40 år. Den 35-årige kvinde var i besiddelse af et visum, der udløb i oktober 2017, men hun havde, på trods af det, opholdt sig i landet siden 1. november 2017. Kvinden blev desuden sigtet for i 10 måneder at have arbejdet ulovligt i landet. Samlet set giver det en bøde på 25.500 kroner.

Den 40-årige kvinde, der var arbejdsgiver for den 35-årige kvinde, blev sigtet for at have beskæftiget den 35-årige på trods af, at hun ikke havde lovlig opholds- og arbejdstilladelse. Den 40-årige blev på politistationen afhørt og erkendte, at hun ulovligt havde beskæftiget den 35-årige. Arbejdsgiveren, der er fastboende i Danmark og har lovligt ophold, blev efter afhøring, og efter at have modtaget en bøde på 20.000 kroner, løsladt igen.

Natten til onsdag kl. 02.50 foretog en patrulje endnu to anholdelser af to thailandske personer i en lejlighed beliggende Jens Baggesens Vej i Aarhus. De to anholdte er en kvinde på 43 år, og en endnu ikke identificeret person af thailandsk oprindelse. Begge de to thailændere havde anmeldt et tyverilignende forhold til politiet, hvor de påstod sig frarøvet penge og den uidentificerede persons pas. Det viste sig efterfølgende, at ingen af de to thailandske personer har ret til ophold i Danmark.

Personerne er aktuelt frihedsberøvet af politiet i 3×24 timer. De vil alle blive interviewet af Socialstyrelsens Center Mod Menneskehandel med henblik på vurdering af, hvorvidt de pågældende kan have været udsat for menneskehandel. Personernes ophold i Danmark vil blive forelagt Udlændingestyrelsens Udvisningsvagt med henblik på vurdering af, om der kan resolveres udvisning med meddelt indrejseforbud jf. bestemmelserne i udlændingelovgivningen.

Hvis personerne vurderes ikke handlede vil de, hvis de resolveres udvist, inden udløb af politiets frihedsberøvelse på 3×24 timer, blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på yderligere frihedsberøvelse i fire uger for indenfor denne periode at kunne effektuere Styrelsens udvisningsbeslutning.

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din e-mail vises ikke.