Det starter tit med et ønske om at forevige et minde, udtrykke sin personlighed eller bare pynte på kroppen. Men bag de farverige motiver og skarpe linjer gemmer der sig en biologisk proces, som forskerne først nu er ved at forstå omfanget af. Tatoveringer er i dag blevet hvermandseje, men den store popularitet bliver nu fulgt af en voksende bekymring for, hvad der egentlig sker, når blækket bliver skudt permanent ind i kroppen.
Kroppens forsvar går i alarmberedskab
I det øjeblik tatovørens nål rammer huden og afleverer blækket, reagerer kroppen med det samme. For immunforsvaret er tatoveringsblæk nemlig ikke kunst – det er et fremmedlegeme, der skal bekæmpes. Det udløser en øjeblikkelig betændelsestilstand, hvor de hvide blodlegemer bliver sendt på overarbejde for at rydde op.
Men her bliver processen svær. En stor del af blækket bliver ganske vist indkapslet i huden og danner det synlige motiv, men det lykkes også immuncellerne at transportere små partikler af blækket væk fra stikstedet. Partiklerne bliver ført via lymfekarrene videre rundt i kroppen og ender til sidst i lymfeknuderne.
Man har længe vidst, at lymfeknuder hos tatoverede personer kan skifte farve efter blækket, men de langsigtede konsekvenser af den ophobning er man først nu ved at kortlægge.
Svensk studie vækker opsigt
Et af de mest opsigtsvækkende bidrag til debatten kommer fra Sverige. Her har forskere fra Lunds Universitet gennemført et omfattende studie med data fra næsten 12.000 personer. De har undersøgt, om der findes en statistisk sammenhæng mellem tatoveringer og kræft i lymfesystemet, også kaldet lymfom.
Resultaterne peger på en forhøjet risiko for lymfom blandt personer med tatoveringer sammenlignet med dem uden. Forskerne understreger dog, at lymfekræft er en relativt sjælden sygdom, og at risikoen for den enkelte stadig er lille. Men fundet er vigtigt.
Teorien er, at de konstante blækpartikler i lymfesystemet skaber en vedvarende, let betændelse, som over tid kan påvirke cellernes sundhed.
Modstridende resultater og ubesvarede spørgsmål
Selvom det svenske studie har trukket overskrifter, er det videnskabelige billede ikke helt entydigt endnu. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere gennemgået forskningen på området, og her er konklusionen mere nuanceret. Man har for eksempel ikke kunnet påvise en direkte sammenhæng mellem tatoveringer og en øget risiko for hudkræft.
Det viser bare, hvor kompliceret området er. Forskerne kigger nu også på andre effekter, som hvordan tatoveringer påvirker immunforsvaret generelt. Spørgsmålet er, om den konstante aktivering af immunforsvaret kan spille en rolle i udviklingen af autoimmune sygdomme, hvor kroppen angriber sig selv.
Tatoveringer kan skjule sygdomstegn
Udover kemien og biologien peger eksperter på en helt lavpraktisk, men alvorlig risiko: Tatoveringer kan dække over sygdomstegn. Når store hudområder bliver dækket af mørkt blæk eller tætte mønstre, bliver det betydeligt sværere for både en selv og lægen at holde øje med forandringer i modermærker.
Det er afgørende at opdage modermærkekræft tidligt. Hvis en ondartet forandring opstår under en tatovering, kan den forblive uopdaget i længere tid, end hvis huden var bar. Derfor lyder anbefalingen også, at man altid bør undgå at tatovere direkte oven i eksisterende modermærker, så de fortsat kan overvåges.
Forskningen er kun lige begyndt
Selvom vi har tatoveret os i tusindvis af år, er den videnskabelige forståelse af de moderne metoder stadig ret ny. Der mangler fortsat viden om, hvordan de avancerede farvestoffer reagerer med kroppens kemi over flere årtier.
Konklusionen er ikke, at man skal gå i panik over sine tatoveringer, men man skal være bevidst om, at kroppen reagerer på blækket. Efterhånden som forskningen skrider frem, får vi et klarere svar på, om de flotte motiver på overfladen har en pris, vi endnu ikke helt har forstået.